Næse, saltvandsskylning

Efter operation i bihulerne, på næseskillevæggen eller efter næseblødning vil der være sår, som skal hele. Der dannes skorper, som kan være svære at pudse ud. Her kan det være en hjælp, at skylle næsen med saltvand. Her er en vejledning i, hvordan man laver saltvandsopløsningen, og hvordan man skyller næsen.

Indre næse

Næseslimhinden er normalt helt dækket af et slimlag, som har til opgave, at befugte indåndingsluften og opfange urenheder.
Ved hjælp af fimrehår på slimhindens overflade, transporteres slimen til stadighed fremad mod næseborene eller bagud mod næsesvælget, så urenheder fjernes.

Efter operation

Efter operationer i bihulerne eller på næseskillevæggen eller efter næseblødning vil der være sår, som skal hele før slimhinden igen kan fungere normalt.
I helingsfasen vil der som regel dannes skorper, som kan være vanskelige at pudse ud eller der kan være rester af størknet blod i næsen.

Saltvandsskylning

Saltvandsskylning af næsen er i denne periode et meget effektivt middel til rensning af næsen og til fugtning af slimhinden. Det nedsætter risikoen for betændelse og kan fjerne en del af ubehaget efter operationen.
Skylning af næsen er helt ufarligt og kan foretages lige så længe og så ofte du ønsker det. Når der ikke længere kommer nogen urenheder ud af næsen, er der som regel ingen grund til at fortsætte skylningerne.
Nogle mennesker lider af kronisk tørhed af næseslimhinden. De kan have stor fordel af til stadighed at skylle næsen som anvist her.
Saltvand i den rette koncentration (fysiologisk) kan enten købes færdigt på Apoteket eller du kan selv lave det.
Nogle mennesker har glæde af at bruge et ”næsehorn” til skylning af næsen. Næsehornet kan købes på Apoteket. Der følger en måleske med, som gør det nemt at fremstille saltvand.

Opskrift på fysiologisk saltvand (0,9 %)

Opløs 9 gram køkkensalt i 1 liter kogende vand fra vandhanen.
Husk at afkøle vandet inden du renser næsen eller bihuler. Det føles mest behageligt hvis opløsningen har stuetemperatur.
Efter fremstillingen kan opløsningen opbevares i køleskabet i et døgn.
Du kan også tilberede fra gang til gang:  brug den måleske der følger med næsehornet.
Én måleskefuld salt puttes i næsehornet, fyld herefter op med lunkent vand fra vandhanen, lad det stå indtil saltet er opløst.

Sådan gør du

Saltvandsskylning af næse- og bihuler
Fyld næsehornet op med saltvand, bøj hovedet over vasken, før spidsen ind i det ene næsebor, ånd ud og lad saltvandet løbe ind ad det ene næsebor og ud ad det andet. Dette gentages i det andet næsebor.

Du kan også tage saltvand i den ene hånd, eller på en ren spiseske. Bøj hovedet ind over vasken, hold skeen eller hånden op mod det ene næsebor og brug den anden hånd til at lukke for det andet næsebor. Snus kraftigt ind. Gentag dette med det andet næsebor. 

Venlig hilsen

Personalet
Øre, Næse og Halsafdelingen

Redaktør