Muskelknude i livmoderen fjernelse

Her kan du læse om, hvordan det foregår, når du skal have fjernet en muskelknude i livmoderen, ambulant eller under indlæggelse.

Her kan du læse om, hvordan det foregår, når du skal have fjernet en muskelknude i livmoderen. 

Hvordan foregår indgrebet?

Man fører en lille kikkert gennem skeden ind i livmoderhulen. Muskelknuden skæres af ved roden og fjernes med en lille tang. Under indgrebet skylles med saltvand for at få overblik. Indgrebet tager 15 - 30 minutter afhængig af muskelknudens størrelse. 
Hvis du har fået den fulde information om indgrebet af din speciallæge, kan du komme direkte til operation. Ønsker du en uddybende samtale på hospitalet, er du meget velkommen til det.

Hvad sker der på operationsdagen?

Ambulant operation - uden bedøvelse: Hvis indgrebet skal foregå ambulant, møder du i gynækologisk ambulatorium G0211. Du får et brev fra afdelingen med dato og tidspunkt. Du skal ikke møde fastende. 

Operation i fuld bedøvelse: Ved større muskelknuder (over 2 cm.) skal indgrebet altid foregå i fuld bedøvelse. I så fald skal du faste fra kl. 24.00 aftenen før operationen. Det vil sige, at du hverken må spise, drikke eller ryge efter kl. 24.00 - heller ikke tyggegummi, bolcher eller lignende. Dog må du drikke vand indtil to timer før mødetid. 
Du bør ikke have læbestift eller neglelak på, da det kan vanskeliggør observationen af kredsløbet under bedøvelsen. 

Ved ankomsten til afdelingen bliver du vist til rette. På operationsstuen får du lagt et tyndt plastikrør (drop) i en blodåre i hånden. Du får siden bedøvelsen gennem dette drop. Det gøres også, når bedøvelsen foretages i lokalbedøvelse.

Hvordan er forløbet efter operationen?

Når du er klar til det, vil lægen, der opererede dig, informere dig om indgrebet. Du bliver udskrevet samme dag. 
Der kan være menstruationslignende smerter lige efter operationen. Det kan behandles med de samme håndkøbsmidler, som man anvender mod menstruationssmerter. 

Efter nogle få dage kan du genoptage dine normale aktiviteter. Så længe du har blødning eller blodigt udflåd, kan der være let øget risiko for  underlivs-betændelse, og du bør undlade at bruge tampon samt undlade karbad, svømmehal og havbad. Du bør desuden benytte kondom ved samleje. 

Hvis du er blevet opereret i fuld bedøvelse, bør du ikke føre bil det første døgn efter operationen, og du bør ikke være alene hjemme den første nat. 

Opfølgende kontrol

Eventuelle kontroller aftales inden udskrivelsen.                                                   Efter cirka tre uger modtager du et brev med et mikroskopisvar af det væv, der er taget ud.


Venlig hilsen

Personalet på Gynækologisk Afdeling

Redaktør