Miktionscysouretrografi (MCU)

Vejledning om en miktionscysouretrografi (MCU), hvor man undersøger, hvordan barnets nyrer fungerer og tilbagestrømning af urin ved vandladning ved hjælp af radioaktivt sporstof.

Jeres barn har fået en tid til en undersøgelse ved mistanke om tilbagestrømning af urin ved vandladning. Det er vigtigt, at I læser hele vejledningen, inden I kommer til undersøgelsen. Vejledningen indeholder information om undersøgelse og svar.

Vigtig information inden undersøgelsen

Der indgår radioaktive sporstoffer i denne undersøgelse. For at undgå unødig bestråling af pårørende, anbefaler vi, at I ikke tager søskende og gravide med til undersøgelsen.

Formålet med undersøgelsen

Formålet med undersøgelsen er at undersøge, hvordan barnets nyrer fungerer, vurdere urinafløbet fra nyrerne til blæren og vurdere mulig tilbagestrømning af urin til urinlederen og eventuel nyrebækkenet ved vandladning.

Forberedelser til undersøgelsen

Der er ingen forberedelse.

Selve undersøgelsen

Barnet bliver målt og vejet, når I kommer til undersøgelsen. Værdierne skal bruges til at beregne, hvor meget sporstof der skal gives. Barnet skal starte med at drikke rigeligt vand eller saftevand fordelt over 1 time.
Før undersøgelsen får barnet lagt en tynd plastikkanyle (venflon) i en blodåre på håndryggen.
Under første del af undersøgelsen ligger barnet på et leje, hvor et gammakamera er placeret nedenunder lejet. Det er vigtigt at barnet ligger stille under hele skanningen.
Når skanningen starter, får barnet samtidig sporstoffet sprøjtet ind gennem venflonen. Nogle gange kan det være nødvendigt at give vanddrivende medicin.
Skanningen tager ca. 20 minutter.
Derefter sættes barnet på en speciel bækkenstol med ryggen mod gammakameraet.
De første 10 minutter skal barnet sidde stille op af kameraet.
Derefter skal barnet foretage bugpresse 5 gange uden vandladning, og umiddelbart herefter skal barnet lade vandet i bækkenet.
Hvis barnet er for lille til selv at foretage bugpressene, hjælper vi ved at trykke på blæren/maven.

Efter undersøgelsen

For at øge udskillelsen af sporstoffet er det vigtigt, at barnet drikker rigeligt og tømmer blæren hyppigt resten af dagen.

Varighed af undersøgelsen

Hele undersøgelsen tager ca. 1½ - 2 timer.

Er der ubehag eller bivirkninger

Et stik i armen i forbindelse med indgift af sporstoffet, ellers intet ubehag. Sporstoffet udskilles hurtigt fra kroppen igen.

Svar på undersøgelsen

Vi sender resultatet af undersøgelsen til den læge eller afdeling, der har henvist dig.

Redaktør