Micra pacemaker - indsættelse - hjemme igen

Efter en indsættelse af en Micra pacemaker kan der opstå komplikationer. Det er derfor vigtigt at kende til forholdsregler for ubehag og smerter, pleje og hygiejne samt bevægelse og hvile.

Ubehag eller smerter

Kontakt os, hvis du får åndenød eller smerter i benet

Operationen kan i sjældne tilfælde udløse en blodprop i et ben eller en lunge. Hvis du får svært ved at trække vejret eller pludselig får ondt i det ene ben, skal du kontakte os.

Hold øje med såret

Der kan gå betændelse i et sår, også selvom der kun er lavet en lille åbning på huden. Kontakt Kardologisk Ambulatorium eller Akuttelefonen 1813 uden for Kardologisk Ambulatoriums åbningstid, hvis såret bliver rødt, væsker, hæver eller buler ud, eller hvis du pludselig får høj feber.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Smertestillende medicin kan købes i håndkøb på apoteket og i supermarkeder.

Pleje og hygiejne

Pas på såret, når du bader

Du kan tage brusebad og vaske dig forsigtigt 24 timer efter, at du er kommet hjem. De tynde plastre skal du lade sidde i cirka 10 dage. Indtil såret er helet, skal du undgå svømmehal og karbad, da det øger risikoen for infektioner.

Bevægelse og hvile

Vent med at dyrke motion

Du må ikke cykle eller dyrke motion de første 7 dage efter behandlingen. Du skal generelt bevæge dig forsigtigt for at undgå blødning fra såret.

Undgå tunge løft

Det er vigtigt ikke at belaste området omkring såret i lysken. Derfor må du ikke løfte tunge ting over 4 kg i de første 4 dage.

Genoptag seksuel aktivitet, når du er klar

Du kan genoptage seksuel aktivitet, når du har kræfter og lyst til det. Det kan ikke skade dig.

Praktiske forhold

Vent med at køre bil

Du skal regne med, at du kan begynde selv at køre bil igen 7 dage efter behandlingen. Hvis vi vurderer, at der gælder noget særligt for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det. Hvis du har et erhvervskørekort, skal du vente i 1-2 uger med at køre bil.

Forholdsregler med en pacemaker

Efter operationen skal du vende tilbage til en så normal hverdag som muligt, men der er nogle forholdsregler, som du skal være opmærksom på.

Du skal undgå:

  • kontaktsport med risiko for slag på brystkassen
  • dykning, her skal du kontakte Kardiologisk Ambulatorium først
  • svejsning
  • kortbølgebehandling i nærheden af pacemakeren, fx ved el-terapi hos fysioterapeuter
  • magneter, magnetmadrasser og kraftige magnetfelter, fx en MR-skanner. Skal du MR-skannes, skal det ske under overvågning og efter særlig aftale med de læger, der behandler dig på Rigshospitalet.

Du må gerne rejse med fly, bil og tog med en pacemaker, men vi anbefaler, at du tjekker din rejseforsikring, da der kan gælde særlige betingelser.

Kom til kontrol

Efter din operation bliver du tilbudt at komme til opfølgende kontrol hos os. Hvis vi ikke har aftalt en tid med dig på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post. Du skal til kontrol efter cirka en måned.

Til den opfølgende kontrol taler vi med dig om, hvordan du har det og laver eventuelt undersøgelser. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Hvis du oplever forværring inden din kontrol, skal du ikke vente, men i stedet kontakte Pacemakerambulatoriet. Ved akut forværring skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Husk altid dit pacemaker-kort

På hospitalet får du udleveret et kort med oplysninger om din pacemaker. Du skal altid bære kortet på dig. Du skal vise det, når du er til tandlæge, fysioterapeut, på hospitalet eller ved sikkerhedskontrollen i lufthavne. Kortet er internationalt og kendes i udlandet.

Pacemakeren skal skiftes

Du skal have en ny pacemaker efter nogle år, da det gamle batteri langsomt løber tørt. Din enhed har batteri til cirka 10 år. Vi holder øje med batteriet til kontrollerne og sørger for, at du får et nyt batteri i god tid.

Du skal enten have indsat en ny Micra pacemaker eller en almindelig pacemaker, som sidder under huden. Den gamle pacemaker lader vi sidde, men vi slukker for den, når den nye er på plads.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Få mere viden

Du kan få mere viden om sygdom og behandling på www.patienthåndbogen.dk.

Redaktør