Gå til hovedindhold

Methotrexat - Behandling af inflammatoriske tarmsygdomme

Methotrexat er et præparat der anvendes til behandling af aktivitet i inflammatoriske tarmsygdomme.

Hvad er Methotrexat?

Når du har Crohn’s sygdom, er der flere forskellige slags medicin, du kan have gavn af. Methotrexat er et af de præparater.

Hvordan virker Methotrexat?

Methotrexat virker på inflammationen i tarmen Methotrexat virker mest effektivt på celler, der omsættes hurtigt, fx i mave-tarmkanalen Virkningen indtræder først efter 2 -4 uger.

Dosis

Den virksomme dosis af Methotrexat afhænger af, om du skal have bragt sygdommen i ro, eller om du blot skal forebygge, at sygdommen kommer igen. Hvis sygdommen skal bringes i ro, skal du have medicinen som indsprøjtning. Man får 25 mg Methotrexat 1 gang om ugen og fortsætter med dette i minimum 6 uger. Når sygdommen er i ro, kan du tage ethotrexattabletter af 2,5 mg. Det er almindeligt, at man får 15-20 mg (svarende til 6-8 tabletter) en gang om ugen på en fast ugedag.

Graviditet

Graviditet skal undgås så længe du tager denne medicin. Du er derfor nødt til at bruge prævention. Du må ikke blive gravid i 4 måneder efter du er holdt op med at tage medicinen.

Bivirkninger

Langt de fleste mennesker tåler Methotrexat. Nogle få kan få forskellige bivirkninger. Da nogle af bivirkninger kan komme snigende, vil du få taget blodprøver med jævne mellemrum. Blodprøverne skal kontrolleres hver uge i de første 6 uger og dernæst hver12. uge. Nedenfor ses en beskrivelse af de enkelte bivirkninger

1 Kvalme, evt. opkastninger, nedsat appetit, diarre, vægttab

Viser sig oftest i den første tid efter start på tabletterne. Som regel er det forbigående, og det kan hjælpe at tage medicinen om aftenen før sengetid Desuden er det vigtigt, at du tager 5 mg folinsyre (b-vitamintablet) 24 timer efter du har taget Methotrexat. Det mindsker også risikoen for disse bivirkninger. En sjælden gang kan det være nødvendigt at nedsætte dosis i en periode, hvis kvalmen fortsætter.

2 Hæmning af knoglemarven

Methotrexat kan (sjældent) hæmme knoglemarven i dannelsen af røde blodlegemer, der sørger for at du har en normal blodprocent Endvidere kan det hæmme de hvide blodlegemer, der bekæmper infektion i kroppen og blodpladerne, der sørger for, at dit blod kan størkne. Hvis knoglemarven laver for få røde blodlegemer, vil din blodprocent falde gradvist over uger. Det vil du kunne mærke ved, at du bliver mere træt, får hovedpine, bliver svimmel og måske også forpustet.

Hvis du får nogle af disse symptomer, skal du kontakte ambulatoriet og få tjekket blodprocenten.

Hvis knoglemarven laver for få hvide blodlegemer, kan du blive syg indenfor 1 døgn med kulderystelser, høj feber og influenzasymptomer. Hvis du får feber over 38 grader, skal du pausere medicinen og kontakte ambulatoriet.

 

Hvis knoglemarven laver for få blodplader, kan du enten gradvist over nogle uger eller akut i løbet af et døgn eller to få blå mærker, som kan komme uden at du har stødt dig på noget. Du kan også få næseblod eller blod i urinen. 

3 ”Allergisk” reaktion i leveren

Her vil du sjældent mærke nogle symptomer, men blodprøverne vil afsløre, at din lever bliver påvirket af medicinen. Leveren danner nogle enzymer som findes i dit blod i en bestemt mængde, og hvis Methotrexat påvirker din lever, vil disse enzymer stige. Dine ”levertal” vil blive forhøjede. Hvis dine blodprøver viser forhøjede levertal, vil lægen i ambulatoriet bede dig holde pause med Methotrexat, og da vil disse tal blive normale igen. Herefter er det lægen og dig der sammen aftaler, om du senere skal genoptage Methotrexatbehandlingen, evt. i en lavere dosis.

4 Øget tendens til at få infektioner

Du kan opleve at få øget tendens til at få infektioner, fordi Methotrexat trykker dit immunsystem for kraftigt. Du får måske nemmere forkølelse eller halsbetændelse.  En ret almindelig bivirkning kan være mundbetændelse, evt. små sår i mundslimhinden. Hvis det sker for dig, kan du købe mundskyllevæske på apoteket og bruge det i en uge efter anvisningen på flasken. Hvis det vedvarende generer dig, skal du tale med lægen i ambulatoriet om evt. anden behandling, eller om du måske skal gå ned i dosis i et par uger.

5 Lungeforandringer.

1-2 % af dem, der i flere år får Methotrexat, kan udvikle en særlig form for lungeforandring, hvor der kommer en øget mængde bindevæv i lungerne. Derfor skal du have taget et røntgenbillede af lungerne, i starten af din behandling. 

Hovedpine, træthed, svimmelhed. Smerter i de store muskler i arme og ben. Enkelte kan få en depression. Ved ophør af Methotrexat, vil bivirkningerne forsvinde, og du vil ikke få mén af behandlingen, men hvis du udvikler lungeforandringer, er denne varig.

Kontrol af behandlingen

Mens du får Methotrexat, skal du gå til kontrol i ambulatoriet hver 6. måned. 

Andre lægemidler

Fortæl din læge i ambulatoriet hvis du tager anden medicin. Der er enkelte midler, som kan påvirke Methotrexat. Du må ikke tage medicin som indeholder acetylsalicylsyre (fx. Kodimagnyl, Idotyl, Treo og Magnyl). I stedet må du bruge medicin der indeholder paracetamol (fx. Panodil, Pamol, Pinex) mod smerter. Du må heller ikke tage følgende medicin: Indometacin, Ketoprofen, Trimetoprim.

Alkohol

Mens du tager Methotrexat, må du af hensyn til din leverfunktion ikke drikke mere end sundhedsstyrelsen anbefaler.

Sollys

Du kan blive lysfølsom som følge af din behandling med Methotrexat. Derfor anbefaler vi at du undgår at anvende solarier, samt anvender en høj solfaktor når du er ude i solen.

Rejser

Hvis du rejser meget, skal du tale med in læge i ambulatoriet om hvilke forholdsregler der skal træffes, inden du tager afsted.

Angående vaccinationer

Du må IKKE vaccineres med levende vacciner og er du i tvivl, skal du kontakte ambulatoriet inden du bestiller tid til vaccinen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden