Mandler, fjernelse i fuld bedøvelse, børn

Ved hyppige halsbetændelser, byld i halsen eller store mandler, kan mandlerne fjernes ved en operation i fuld bedøvelse.Mandlerne fjernes gennem munden. Efter operationen har man 2 sår bagtil i munden, som gør ondt, når man synker.

Hvad skal der ske?

Formålet med operationen er, at fjerne mandlerne pga. hyppige halsbetændelser, byld i halsen eller store mandler.
Mandlerne fjernes gennem munden, hvorefter mandlerne kan skrabes fri. Blødning stoppes ved at brænde på de blødende blodkar.
Efter operationen har man 2 sår bagtil i munden, som gør ondt når man synker.

Operationsdagen

  • Dit barn må gerne børste tænder om morgenen
  • Dit barn må ikke have smykker, piercinger, ur eller neglelak på
  • Under operationen kan barnet ikke have kontaktlinser på, så medbring gerne briller, hvis der er brug for det
  • Dit barn vil ved forundersøgelsen få to Emlaplastre med hjem. Plastrene skal sættes på håndryggene, 1 time før I skal være på hospitalet. Plastret bedøver håndryggen, så det ikke gør ondt at få lagt den nål, der skal bruges til bedøvelse
  • Dit barn får hospitalsbluse på, da der kan komme pletter på blusen og må gerne have egne løstsiddende natbukser og løstsiddende strømper på til operation (ikke leggings eller strømpebukser). Tøjet skal være rent. Hvis tøjet ikke er hensigtsmæssigt at have på til operation, må barnet skifte til hospitalstøj
  • Medbring læsestof, computer eller anden adspredelse
  • Når dit barn køres på operationsstuen, må to voksne følge med og blive der indtil barnet sover. Herefter skal I gå tilbage til sengeafsnittet og vente

Lus

Det er vigtigt, at du tjekker dit barn for lus i dagene op til operationen, og starter behandling hvis der er lus. Operationen vil blive aflyst, hvis dit barn har lus og ikke er i behandling..

Efter operationen

Dit barn bliver vækket og køres til opvågningsstuen, hvor du kan vente sammen med barnet, indtil det er mere vågent. Der må være to voksne på stuen.
Personalet på sengeafsnittet informerer dig om, hvornår du kan komme ned på opvågningsstuen.

Tilbage på sengeafsnittet

Dit barn vil få tilbudt noget at spise og drikke.
Det er vigtigt, at du giver besked til personalet, hvis dit barn har ondt eller hvis det bløder. Har dit barn ondt gives smertestillende medicin.
En sygeplejerske vil se til dit barn og jævnligt observere det i løbet af eftermiddagen.
Når dit barn har drukket, spist, tisset og I er informeret af kirurgen, kan barnet udskrives. Der går mindst 4 timer, inden I må tage hjem.
Vejer dit barn under 20 kg, skal I overnatte. Bliver dette aktuelt, må én voksen blive.

Hjemme igen

Smerterne i halsen fortager sig i løbet af 1-2 uger. Det er meget almindeligt, at smerterne også stråler op i ørerne.
Vi tilråder smertebehandling med paracetamol (fx Pamol) og diclofenak (fx Voltaren) som stikpille i faste intervaller den første uge efter operationen. Dosis afhænger af vægt, og bliver meldt ud inden udskrivelsen.
Dit barn må spise, hvad det vil, men sørg for en god og varieret energi- og proteinrig kost, da det vil hjælpe dit barn til hurtigere at blive frisk efter operationen.
Lidt blødning fra munden er uden betydning, når det er af kort varighed. Et godt råd er at sutte på knuste isterninger. Ved kraftigere, vedvarede blødning skal I ringe 112.
Der kan komme en ubehagelig lugt og slim ud af munden, fordi der dannes grålige belægninger, der hvor mandlerne er fjernet. Disse belægninger afstødes efter 1-2 uger.
Dit barn må ikke komme i vuggestue/børnehave/skole de første 14 dage efter operationen.
I alt 2½ uge efter operationen skal barnet undgå fysisk anstrengelse fx gymnastik, boldspil, svømning og cykling.

Opfølgende telefonsamtale

I vil blive ringet op af en sygeplejerske ca. 4 dage efter operationen.

Komplikationer

Risikoen for komplikationer er lille, men kontakt os ved:

  • feber over 38º
  • tiltagende smerter
  • manglende evne til at spise og drikke
  • vægttab mere end 2 kg
  • usikkerhed

Kontakt

Ved spørgsmål kan du ringe til Børne- og Ungeafdelingen på 4829 4390 eller 4829 4391.

Har du spørgsmål til selve operationen kan du ringe til Øre, Næse og Halsafdelingen på 4829 4907 ml. kl. 8-16.

Ved kraftig blødning: Ring 112

Venlig hilsen
Personalet 
Øre, Næse og Halsafdelingen og  Børne- og Ungeafdelingen

Redaktør