Lungehulen - tømning af væske (Pleuracentese)

Med et dræn fjernes væske fra hulrummet mellem lungehinderne, så vejrtrækningen lettes.

Kort om behandlingen

Du skal have tømt lungehulen for væske for at lette din vejrtrækning. Vi fjerner væske fra hulrummet mellem lungehinderne med et dræn.

Du skal forvente at være på hospitalet i 2 timer i forbindelse med behandlingen. Der kan dog opstå ventetid, som kan forlænge dit ophold.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du ringe til os og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe. Du skal tage kontakt senest 6 dage før behandlingen.

På hospitalet 

Du får taget røntgenbilleder og blodprøver

Inden behandlingen tager vi blodprøver og et røntgenbillede af dine lunger.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig, men det område på huden, hvor drænet skal ligge, er bedøvet.

Behandlingen

Når bedøvelsen virker, lægger lægen et dræn ind mellem lungehinderne, så væsken i lungehulen kan løbe ud i en pose. Efterfølgende tager vi prøver af væsken og sender den til undersøgelse.

Du skal hvile efter behandlingen 

Hvis du føler dig utilpas efter behandlingen skal du blive og hvile dig i 1 time, mens vi holder øje med, hvordan du har det.

Gentagelse af behandlingen

I nogle tilfælde dannes der væske i lungehulen igen, og det kan blive nødvendigt at gentage behandlingen alt efter, hvad der er årsag til væsken. Vi taler med dig om det, hvis det er relevant for dig.

Risiko ved behandlingen

Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Sammenklappet lunge (hyppighed: sjældent)

Lungen kan klappe sammen. Hvis det sker, skal du have lagt et dræn i lungehulen, som hjælper lungen med at folde sig ud. Du skal være på hospitalet, så længe du har drænet siddende.

Hjemme igen

Reagér på smerter eller åndenød

Får du ondt eller svært ved at trække vejret, når du kommer hjem, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen på 1813. Det kan være tegn på, at din lunge er klappet sammen.

Svar på undersøgelsen

Du kan forvente at få svar på undersøgelsen inden for cirka 10-14 dage.

Få mere viden

Du kan få mere viden om sygdom og behandling på www.patienthåndbogen.dk.

Redaktør