Leverbiopsi

Denne patientinformation er til ambulante patienter, som skal have taget en biopsi. Patienten kan læse om selve biopsitagningen, det efterfølgende forløb og hvilke komplikationer der kan opstå.

Du skal have udført en vævsprøve fra leveren. Dette foregår under indlæggelse på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling.

Forberedelse for ambulante patienter

Inden for 7 dage op til biopsitagningen skal der tages blodprøver. Du skal være fastende fra midnat inden biopsitagningen. Om morgenen skal du børste tænder og tage vanlig medicin. Du skal møde på Afsnit 0651, indgang 06, plan 5. Hvis undersøgelsen foregår meget tidligt på dagen, møder man typisk dagen før indgrebet til journaloptagelse, men kan herefter gå hjem og møde ind næste morgen.

Bemærk du må ikke tage medicin, som indeholder acetylsalicylsyre (f.eks. Magnyl, Kodimagnyl) i en uge op til biopsitagningen. Herudover må du ikke tage gigtmedicin (NSAID) i det sidste døgn inden biopsitagningen. Hvis du er i tvivl om, hvilken medicin du må/ikke må tage, kan du henvende dig til din egen læge eller vagthavende på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling.

Biopsitagning

Leverbiopsien udføres i lokalbedøvelse på Røntgenafdelingen. Hele proceduren tager mindre end 10 min. Der er ingen smerter under biopstagningen.

Efter biopsi

3 times sengeleje. Jævnlig kontrol af blodtryk. Afsluttende kontrol af blodtryk efter 6 timer. Fortsat faste i 2 timer efter biopsi.

Er du ambulant patient, må du tidligst forlade afdelingen 6 timer efter biopsien

Forinden skal en læge have tilset dig og trykket dig på maven. Du må ikke have nogen form for fysiske anstrengelse i 24 timer efter biopsien.

Bemærk du skal blive i afdelingen natten over hvis:

  • Der er tegn på komplikationer
  • Du bor alene
  • Du har ikke telefon
  • Transportafstanden til hospitalet er mere end 30 min. i bil

Komplikationer

Ved enhver biopsitagning er der en mulighed for komplikationer. Ved leverbiopsi kan der således komme smerter i maven eller op i højre skulder. Herudover kan der komme svimmelhed, udtalt træthed, kvalme eller opkastninger. Disse symptomer kan tyde på blødning fra leveren. Får du symptomer efter hjemkomsten (meget sjældent), skal du med det samme henvende dig til vagthavende på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling. Bliver du alment dårlig, skal du tilkalde ambulance

Resultat på biopsi

Der går typisk 5 hverdage før resultat af biopsien foreligger. Er du ambulant patient, vil du før hjemsendelse få en tid i vores ambulatorium til svar.

Redaktør