Lav blodprocent på grund af blodtab ved fødslen

For at kunne danne nye røde blodlegemer, kan det i en periode være nødvendigt med ekstra tilskud af jern.

Kort om lav blodprocent 

Det er naturligt at bløde under fødslen. Hvis du har blødt meget, har du færre røde blodlegemer og derved en lavere blodprocent. Vi måler din blodprocent ved en blodprøve.

Din krop har behov for ekstra tilskud af jern i en periode for at kunne danne nye, røde blodlegemer. Du skal forvente, at det tager cirka 2 uger, før behandlingen med jerntilskud har en effekt, og at der går mellem 4-9 uger, inden din blodprocent er normal igen.

Sådan foregår behandlingen

Tag jerntilskud, multivitamin og folinsyre

Hvis din blodprocent er mellem 4,3 og 6,2 når du går hjem, anbefaler vi, at du tager:

  • JernC: 100 mg (1 tablet) 1 gang dagligt eller 200 mg (2 tabletter) hver 2. dag i 3 måneder.
  • Multivitamin: 1 tablet dagligt.
  • Folinsyre: 400 mikrogram (1 tablet) 1 gang dagligt, medmindre der også er 400 mikrogram folinsyre i den daglige multivitamintablet.

Hvis din blodprocent er over 6,2 men under 6,5, anbefaler vi, at du:

  • forsætter med den jernbehandling, du har taget i din graviditet, i 6 uger.
  • tager 1 multivitamintablet dagligt.
  • tager 400 mikrogram (1 tablet) folinsyre, medmindre der også er 400 mikrogram folinsyre i den daglige multivitamintablet.

Det en god idé at vente med tage jerntilskud til efter, du har haft din første afføring efter fødslen, særligt efter et kejsersnit.
Tag jerntilskuddet med et glas vand, og undgå at tage det i forbindelse med et måltid.

Du kan få kvalme, diarré eller forstoppelse

Jentabletterne kan give kvalme, diarré eller forstoppelse. Du kan også få ondt i maven. Forebyg forstoppelse ved dagligt at drikke 2 liter væske. Du kan også få medicin i håndkøb, som virker mod forstoppelse.

Det skal du være opmærksom på

Spis mad med jern

Kroppen danner ikke selv jern, men får det gennem kosten. Derfor er det vigtigt, at du spiser en sund og jernrig kost som:

  • Magert og mørkt kød, fx oksekød og and.
  • Grønne grøntsager, fx spinat, grønkål og persille.
  • Fuldkornsprodukter, fx fuldkornsbrød, fuldkornspasta og havregryn.
  • Tørrede bælgfrugter, fx bønner, linser og kikærter.
  • Tørrede frugter, fx rosiner, figner eller abrikoser.  
  • Nødder.
  • Indmad, fx lever og hjerte.
  • Skaldyr, muslinger, torskerogn og tun.

Protein i kød er med til at fremme optagelsen af jern fra grøntsager. Hvis du er vegetar eller veganer, skal du være ekstra opmærksom på at spise andre typer madvarer med meget jern.

Spis mad med C-vitamin

C-vitamin hjælper kroppen med at optage jern. Vi anbefaler derfor, at du spiser frugt og grønt med højt indhold af C-vitamin, fx solbær, peberfrugt og kartofler. Du kan også drikke frugt- og grøntsagsjuice.

Vær opmærksom på mad og medicin, der hæmmer optagelsen af jern

Noget mad og medicin hæmmer optagelsen af jern i kroppen:

  • Kalkpiller.
  • Medicin med afføringsmiddel mod forstoppelse.
  • Medicin mod sure opstød.
  • Mejeriprodukter, fx mælk, ost eller yoghurt.
  • Æg.
  • Te.
  • Madvarer med klid, fx klidboller.

Hvis du har spist eller taget noget af dette, skal du vente 1 ½ time, før du tager jerntilskud.

Du skal til kontrol hos din egen læge

Du kan få kontrolleret din blodprocent ved en blodprøve hos din egen læge efter 6 uger. Du kan eventuelt få taget en blodprøve ved dit barns 5-ugers undersøgelse og ved behov igen ved din egen 8-ugers undersøgelse. Hvis din blodprocent var under 5,5 mmol, da du blev udskrevet fra hospitalet, skal du kontakte din egen læge og få kontrolleret din blodprocent efter 2 uger.

Kontakt din egen læge, hvis du ikke får det bedre

Symptomer på, at du fortsat har en lav blodprocent, kan være:

  • Svimmelhed.
  • Træthed.
  • Bleg hud i ansigtet eller eventuelt på kroppen.
  • Hovedpine.
  • Nedsat appetit eller kvalme.
  • Hjertebanken.
  • Susen for ørene.
  • Åndenød.

Hvis du oplever, at symptomerne ikke forsvinder, eller hvis du får det værre, skal du kontakte din egen læge.

Få mere viden

Redaktør