Kyssesyge (mononukleose)

Kyssesyge eller mononukleose er en virussygdom, som typisk rammer unge mellem 10 og 25 år. Den smitter gennem spyt og diagnosen stilles ved hjælp af en blodprøve. Kroppen bekæmper selv sygdommen, men der kan være brug for smertestillende medicin.

Hvad er kyssesyge

Kyssesyge eller mononukleose er en virussygdom, der smitter gennem spyt. Kyssesyge rammer især unge mennesker i alderen 10 - 25 år. 

Typiske symptomer på kyssesyge

Der er ofte tale om et langvarigt forløb med:

  • Ondt i halsen
  • Svært ved at synke
  • Hævede lymfeknuder på halsen, i armhuler og i lysken.
  • Feber
  • Træthed
  • Hvidlige belægninger i mund og hals

Hvordan behandles sygdommen

Kroppen bekæmper selv sygdommen, men du kan have brug for smertestillende medicin, fx Paracetamol og Ibuprofen i kombination. Enkelte patienter får en bakteriel infektion oveni, som kan kræve antibiotisk behandling.

Hvad skal jeg være opmærksom på

Tænk på at få en god og varieret energi- og proteinrig kost. Køb evt. proteindrikke. Det er ligeledes vigtigt, at du drikker tilstrækkeligt, så du ikke kommer i væskeunderskud. Det kan være svært at spise almindelig mad, men yoghurt, suppe, mos, is er gode alternativer. 

Du behøver ikke at ligge i sengen, men du må tidligst dyrke sport og fysisk arbejde 3 uger efter din sygdom begyndte. Lyt til din krop. Tal med din læge om det. Du skal være helt feberfri og have det godt igen, før du begynder i skole eller på arbejde. Du må ikke drikke alkohol de første 3 uger, da din lever kan være påvirket. Du kan være træt i flere måneder efter sygdommen.

Du behøver ikke isolere dig fra kontakt med andre, da 9 ud af 10 allerede har haft virus og derfor er immune.

Kontakt lægen igen, hvis du oplever, at det ”går den forkerte vej” med sygdommen.

Diagnose

Diagnosen sikres ved en blodprøve, mens symptomerne står på. Du kan få svar på blodprøven hos din egen læge.

Venlig hilsen 
Personalet
Øre, Næse og Halsambulatoriet
 

Redaktør