Koloskopi - undersøgelse af tyktarmen (Plenvu)

Koloskopi - undersøgelse af tyktarmen (Plenvu)

Med et bøjeligt videokamera kan man undersøge din tyktarmsslimhinde. Man kigger efter betændelse, tarmforandringer, polypper, blødningskilder og kræft. For at at vi kan lave den optimale undersøgelse er det vigtigt at tarmen er helt ren. Derfor skal du følge denne udrensningsvejledning og ikke den der ligger i æsken med Plenvu. 

 

Som et led i forberedelserne til undersøgelsen, skal du bruge to slags afførende produkter. Det drejer sig om 1 pakke Plenvu (pulver til opløsning) og 4 tabletter Toilax eller Dulcolax.

Begge dele er håndkøbsmedicin og kan købes på apoteket til en samlet udgift af ca. 250 kr. Eller det er muligt at afhente udrensningsprodukterne gratis i Informationen ved indgang 01 på  Nordsjællands Hospital - Hillerød (døgnåbent) eller ved Informationen på Nordsjællands Hospital - Frederikssund (hverdage 7.30- 16, weekend 9-16). OBS: Ved afhentning af udrensning, vil det ikke være muligt at stille spørgsmål til personalet - Ved spørgsmål ring til afdelingen.

Forberedelse til undersøgelsen:

Sukkersyge:
Tal med din praktiserende læge om der er behov for regulering inden undersøgelsen.
Du vil få målt dit blodsukker før undersøgelsen.

Nyresygdom:
Har du kendt nyresygdom skal du kontakte os, da du muligvis skal have et andet præperat til udrensning.

Blodfortyndende behandling:
Hvis du får blodfortyndende behandling skal der sædvanligvis ikke pauseres med dette. Såfremt der er planlagt fjernelse af polypper skal du kontakte os, med henblik på om behandlingen skal pauseres. Hvis du tager Hjertemagnyl/ Hjertdyl kan du forsætte uændret med dette.

Stomi:
I tilfælde af at du har en stomi, bedes du kontakte os for vurdering af relevant udrensning.

Udrensning af tarmen:

5 dage før og frem til efter undersøgelsen:

  • Du må ikke spise jerntabletter.
  • Du må ikke spise brød med kerner, hørfrø, frugt og grøntsager med kerner.

2 dage før undersøgelsen:

  • Du må fremadrettet ikke indtage mælkeprodukter
  • Drik gerne 2-3 liter væske
  • Klokken 20.00 tages 2 tabletter Toilax eller Dulcolax.

Dagen før undersøgelsen:

Mad og drikke indtil kl. 19.00

  • Spis og drik ikke mælkeprodukter, da det kan hæmme udresningen.
  • Morgenmad: Hvid brød, f.eks. ristet toast, blød/hårdkogt æg. Kaffe/te uden mælk.
  • Frokost og aftensmad: kogt lyst kød, f.eks kyllingekød eller hvid fisk, kogte kartofler uden skræl, hvide ris, hvid pasta, hvidt brød.

Klokken 19-20

Tag dosis 1 af udrensningsmidlet Plenvu: (Du kan med fordel lave blandingen 1-2 timer før du skal indtage det og stille det i køleskabet.)

  • Hæld indholdet af dosis 1 i en beholder, der kan rumme 500 ml. 
  • Tilsæt 500 ml koldt vand og rør indtil pulveret er opløst. Det kan tage op til 8 minutter.
  • Drik blandingen langsomt indenfor 30 minutter. Hvis du drikker blandingen for hurtigt, kan du få kvalme og kaste op. 
  • Drik yderligere 500 ml væske inden for de næste 30 minutter. 

Når du har drukket Plenvu-blandingen, får du tynd afføring i løbet af nogle timer.

Fra kl. 19 og frem til to timer før koloskopien må du kun drikke vand, safte- og sodavand, juice uden frugtkød, alkoholfri øl og bouillon.

På dagen for koloskopien

4 timer før koloskopien

Tag dosis 2 af udrensningsmidlet Plenvu:

  • Hæld indhold af dosis 2 brevene (både A og B) i en beholder, der kan rumme 500 ml. Tilsæt 500 ml koldt vand og rør, indti lpulveret er opløst. Dette kan tage op til 8 miutter. 
  • Drik blandingen langsomt i løbet af 30 minutter. Hvis du drikker blandingen for hurtigt, kan du få kvalme og kaste op. 
  • Drik yderligere minimum 500 ml væske inden for de næste 30 minutter. 

Når du har drukket Plenvu-blandingen, kan du forvente, at du igen får tynd afføring. 

På undersøgelsesdagen:

  • Du må fortsat ikke spise noget, heller ikke tyggegummi, pastiller og bolsjer.
  • Du må ikke ryge 6 timer før undersøgelsestidspunktet.
  • Du må drikke vand og saft ind til 2 timer før undersøgelsestidspunktet.
  • Du må indtage livsvigtig medicin indtil 2 timer før undersøgelsen

Undersøgelsen:

Når du møder i afdelingen, får du lagt et plastikkateter i hånden eller armen, så vi har mulighed for at give evt. smertestillende eller beroligende medicin til undersøgelsen. Kikkerten føres forsigtigt ind i tarmen og der pustes luft ind i tarmen. Dette kan være ubehageligt og give smerter. Under tilbagetrækningen af kikkerten, ses tarmen efter og ved behov kan der tages vævsprøver eller fjernes polypper, uden det gør ondt. Undersøgelsen varer mellem 30-60 minutter.

Efter undersøgelsen:

Du kan have luft i maven og derfor mavekneb. Du må spise og drikke normalt. De fleste patienter, er klar til at gå hjem, direkte efter undersøgelsen. Vi tilbyder lidt at drikke og du er velkommen til selv at medbringe en madpakke. Hvis vi vurderer at du ikke kan gå direkte hjem efter undersøgelsen, kan vi observere dig i vores hvilerum til du er klar til at tage hjem.

Komplikationer, som kan forekomme:

Ca. 1-3 promille af undersøgelserne medfører komplikationer i form af kraftig blødning eller i værste tilfælde hul i tarmen. I så fald bliver du indlagt. Hvis der inden for det første døgn opstår problemer relateret til undersøgelsen, efter du er kommet hjem, er du velkommen til at kontakte Endoskopisk afsnit i Hillerød. Udenfor åbningstid, bedes du kontakte din egen læge eller 1813.

Behandlingsplan:

Du får resultatet af undersøgelsen, inden du går hjem. Har vi taget vævsprøver eller fjernet polypper kan der gå ca. 14 dage, før du får endeligt svar. Svaret kommer pr. brev, via E-Boks eller ved ambulant besøg, med mindre andet er aftalt. Vi sender også et udskrivningsbrev til din praktiserende læge.

Du skal selv arrangere hjemtransport med pårørende, bus, taxa eller Falck.

Medicinen, du eventuelt får i forbindelse med undersøgelsen, påvirker dig i et døgn. Først efter 24 timer må du igen køre bil, knallert, cykel m.m. eller betjene maskiner.

 

Redaktør