Kikkertundersøgelse af livmoderen ambulant

Denne undersøgelse foretages, hvis du for eksempel har blødningsproblemer, fertilitetsproblemer eller der er mistanke om en polyp i livmoderslimhinden.

Denne undersøgelse foretages, hvis du for eksempel har blødningsproblemer, fertilitetsproblemer eller der er mistanke om en polyp i livmoderslimhinden.

 

Før du kommer til undersøgelsen

Hvis du har fået fuld information af din gynækolog, kan du komme direkte til undersøgelsen. Ønsker du en uddybende samtale på hospitalet først, er du meget velkommen til det.

Du får tilsendt en tid til Gynækologisk Ambulatorium G0211. Ønsker du undersøgelsen foretaget på et andet tidspunkt end det angivne, bedes du i god tid henvende dig til:

Gynækologisk Ambulatorium G0211

Telefon 48 29 37 01

Telefontid: Mandag - Fredag kl. 8-15

Vi anbefaler, at du tager 400 mg Ibuprofen (f.eks. Ipren) samt 1 g Paracetamol (f.eks. Panodil, Pamol eller Pinex) 1 time før du skal møde i ambulatoriet.

Har du stadig dine menstruationer skal denne undersøgelse foretages mellen 5. og 12. dag regnet fra første dag i din menstruation.Dette af hensyn til tykkelsen på slimhinden i livmoderen. Hvis denne tid ikke passer med dette, bedes du kontakte os for en ny tid. Undersøgelsen kan ikke foretages, hvis du er gravid.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Man fører en lille tynd kikkert gennem skeden ind i livmoderhulen. Ofte lægges der lokalbedøvelse inden. Under undersøgelsen skylles der med saltvand for, at få et klart overblik over livmoderens inderside. Undersøgelsen tager ca. 10-15 minutter. Skulle man finde en lille polyp i livmoderen, kan denne fjernes ved hjælp af kikkerten.

Du er velkommen til at medbringe og anvende egne høretelefoner under indgrebet.

I sjældne tilfælde kan man blive nødt til, at finde en anden dag, hvor undersøgelsen kan foretages i fuld bedøvelse.

Efter undersøgelsen

Der kan være let blødning og lette smerter, svarende til menstruationssmerter efter undersøgelsen. Du kan have behov for smertestillende tabletter.

Der kan være blødning nogle dage efter. Ved vedvarende blødning, smerter eller feber, skal du henvende dig til din egen læge.

 

Med venlig hilsen

Personalet på

Gynækologisk Ambulatorium

 

 

Redaktør