Gå til hovedindhold

Karpaltunnelsyndrom - øvelser

Du er blevet opereret for karpaltunnelsyndrom og skal i gang med træning af dit opererede håndled.

Du er blevet operet for karpaltunnelsyndrom og skal i gang med træning af dit opererede håndled. I denne pjece fortæller vi lidt om, hvordan du kommer igang.

Genoptræning

Det er vigtigt, at du starter træningen, når du fjerner forbindingen to-tre dage efter operationen.

Brug hånden i det daglige

Dagen efter operationen kan du begynde at bruge hånden til dine daglige gøremål. Start med lette daglige gøremål ex. at tage tøj på og spise med kniv og gaffel. Efterhånden som hånden får det bedre, kan du bruge hånden til tungere og tungere gøremål

Smerter

Smerterne, som skyldes karpaltunnelsyndromet, vil som regel aftage kort tid efter operationen. Du kan dog opleve, at der senere i dit forløb vil opstå smerter svarende til sidderne omkring dit ar.
Du vil i denne pjece få at vide, hvordan du nemmest kan undgå dette.
Det er normalt, at du 3-4 uger efter din operation, oplever en tilbagegang præget af smerter.
Denne periode varer som regel 2-4 uger. Det er vigtigt, at du i denne periode fortsætter med øvelserne og din arvævsbehandling.

Føleforstyrrelser

Føleforstyrrelserne aftager over længere tid, som regel i løbet af tre måneder.

Plaster og bandage

Bliver forbindingen våd, skal du skifte den.
Du skal fjerne forbindingen to-tre dage efter operationen og sætte et hæfteplaster på.
Trådene skal du have fjernet hos egen læge efter ca. 12-14 dage.
Du må ikke lave forceret bøj eller stræk i dit håndled de første fire uger efter operationen.
Du må desuden ikke løfte tunge ting i denne periode.

Sår og ar

Når kroppen heler, er det ikke kun det synlige ar du ser på huden, der dannes. Der dannes også arvæv i kroppens dybereliggende lag. Dette underliggende arvæv kaldes adhærencer.
Efter fjernelse af tråde hos egen læge, kan du begynde at massere med uparfumeret creme rundt om dit sår. Du kan massere på selve såret, når der er kommet hårde sårskorper. Massagen er med til at blødgøre arret.
Derudover kan du med fordel massere musklerne omkring arret i håndfladen, således at du mindsker eventuelle spændinger og ubehag fra området.

Når dit sår er helet

Når sårskorperne er faldet af og dit sår er helet, kan du opstarte dybere arvævsmassage.
Du har ved operationen fået udleveret silikonetape, der er med til at blødgøre arvævet. Dette skal du begynde at sove med om natten. Du har desuden fået udleveret en blå non-slip, som du nu skal begynde at trække i arret med. Dette vil mindske adhærencedannelsen, og herved reduceres risikoen for at strukturerne klæber sammen. Mærker du en brændende, sviende, stikkende
eller prikkende fornemmelse når du arbejder med arvævet, er det tegn på, at du har fat i adhærencerne og at de er ved at løsne sig. Arret kan godt blusse op i farven efter du har arbejdet med det. Dette er tegn på, at du har øget blodcirkulationen i området, og dette vil aftage igen.
Arvævsmassagen vil være med til at mindske de smerter og ubehag, der kan opstå efter operationen og kan udføres flere gange dagligt, efter behov.

Kraft i hånden

Kraften i hånden genvindes langsomt og der kan gå op til ½ år før du igen har opnået maximal kraft. Hvis nerven har taget varigt skade før operationen, vil kraften i nogle tilfælde ikke blive bedre.

Sygemelding

Du må regne med en til fire ugers sygemelding afhængigt af dit erhverv.

Hvis din hånd er hævet

Hvis din hånd er hævet er det vigtigt, at du gør en aktiv indsats for at mindske hævelsen. Hvis hævelsen mindskes vil du få lettere ved at bevæge dine fingre og håndled. Du vil desuden få lettere ved at bruge hånden i dine daglige gøremål.


Venepumpeøvelse - lav øvelsen hver time

Stræk armen så højt som muligt i vejret. Knyt fingrene og stræk og spred derefter fingrene helt.
Gentag 20-30 gange i et roligt tempo.

Om natten

Placér armen på nogle puder, så hånd og albue ligger over hjertehøjde.

Om dagen

Gå med armen ned langs siden og bevæg den, som du naturligt gør.
Oplever du en dunkende fornemmelse i armen, er det tegn på, at du skal lave venepumpeøvelser.

Sørg for, at have hånden placeret over hjertehøjde når du sidder ned.

Træning

Du skal nu i gang med din genoptræning. Træningen er vigtig, for at sikre, at nerven og de
omkringliggende sener ikke vokser fast til det øvrige væv. Dette træningsprogram vil hjælpe med, at vedligeholde nerven og senernes glideevne.

Nerveglidningsøvelse

De første 14 dage efter operationen.

Udfør øvelsen i en glidende bevægelse. Stop øvelsen når du mærker en stramhed.
Gentag øvelsen 5-10 gange hver anden time.

Efter 14 dage

Udfør øvelsen i en glidende bevægelse. Stop øvelsen når du mærker en stramhed.
Gentag øvelsen 5-10 gange, tre gange dagligt.

 

Seneglidningsøvelse

Øvelsen skal du udføre hver anden time, de første 14 dage efter operationen, herefter tre gange dagligt.
Øvelsen udføres i en glidende bevægelse, som vist på billederne.
Øvelsen gentages 10-15 gange.

Hold håndleddet i neutral stilling med strakte
fingre.

Bøj yder- og mellemled i en glidende bevægelse.
Grundled holdes strakte.

Bøj grundleddene med ned til fuldt håndknyt.
Stræk fingrene og gentag øvelsen.

Bevægelighedsøvelse

Lav et ”O” ved at føre tommelfingeren til pegefingeren.
Dernæst til langefinger, ringfinger og lillefinger. Når du når lillefingern, før da tommelen ned
langs fingeren til roden af fingren.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden