Du skal have foretaget en videokapselundersøgelse af din tyndtarm. Inden undersøgelsen er der nogle forberedelser, vi vil bede dig gøre. Læs om forberedelserne og om selve undersøgelsen herunder.
Hvad er en kapselendoskopi?
En kapselendoskopi er en videoundersøgelse af tyndtarmen, som foretages med et miniaturedigitalkamera. Kameraet er udformet som en kapsel på størrelse med en vitaminpille (11 x 26 mm). Kapslen er helt glat og meget nem at sluge, med lidt vand.
Mens kapslen passerer gennem mave og tarm, tager den billeder af slimhinden undervejs (2 billeder i sekundet). Billederne bliver overført til en lille bærbar dataopsamler (harddisk), som skal bæres i en taske med skrårem. Tasken skal bæres uden på tøjet, mens optagelserne foregår. Undersøgelsen varer 10 timer fra kapslen er sunket.
Kapslen tager billeder i 12 timer, inden den ophører med at fungere. Kapslen er engangsudstyr, og den forlader kroppen sammen med afføringen i løbet af det første døgn eller op til 36 timer efter, den er sunket.
Hvem kan have glæde af at få foretaget undersøgelsen?
Videokapselundersøgelsen er specielt velegnet til patienter med vedvarende blødning fra mavetarmkanalen, hvor kikkertundersøgelse af mavesæk (gastroskopi) og tyktarm (koloskopi) ikke har afsløret årsagen. Undersøgelsen foretages også, hvis vi har mistanke om andre tyndtarmssygdomme, hvor røntgenundersøgelse af tyndtarmen ikke har afsløret noget unormalt, men der fortsat er symptomer.
Dine forberedelser før undersøgelsen
Fem dage før og indtil undersøgelsen er gennemført:
- Du må ikke spise jerntabletter
- Du må ikke spise brød, frugt eller grøntsager med kerner
Dagen før undersøgelsen:
- Du må spise almindeligt (fortsat uden kerne og jerntabletter) indtil
Kl. 14.00:
Herefter:
- Tynde væsker. Ca. 2 liter indtil fremmøde på undersøgelsesdagen.
- Kun flydende og gennemsigtige væsker, f.eks. vand, hyldeblomstsaft, Faxe Kondi, undgå mørke og røde væsker (Kaffe, rød saft o.lign.)
- Vanlig medicin
Undersøgelsesdagen:
Du må indtage vanlig medicin på undersøgelsesdagen.
Når undersøgelsen er sat igang må du kun drikke vand, hyldeblomstsaft eller Sprite de første 4 timer. Dernæst må du tage et let måltid, f.eks. 1 styk toastbrød. Efter 10 timer må du spise og drikke normalt. Vi anbefaler, at du ifører dig løstsiddende og todelt tøj på undersøgelsesdagen, så vi kan montere udstyret.
Du møder i Endoskopiafsnitet til en kort information og igangsættelse af undersøgelsen og kan derefter tage hjem.
Vær opmærksom på at udstyret skal returneres til afdelingen igen, dagen efter.