Anbefalinger fra fysioterapeuterne
Bakterier trives i slim og derfor er det vigtigt, at du får slimen bragt op og ud af lungerne. Det kan være anstrengende og udmattende at hoste slim op. Denne pjece giver dig nogle effektive teknikker til at bringe slim op og ud af lungerne, på en skånsom måde. Kom ud af sengen og bevæg dig Når du er ude af sengen og bevæger dig, trækker du vejret dybere og dine lunger ventileres bedre. Dette vil også hjælpe dig med at få slim op fra lungerne. Derfor er det godt og vigtigt, at du kommer op at sidde i en stol ved alle måltider, at du går ture på stuen/afdelingen i løbet af dagen og at du er mest muligt ude af sengen.
Vejrtrækningsøvelse ”Pustelyd”
- Sæt dig på en stol, evt. sengekanten
- Træk vejret roligt ind.
- Pust luften ud med spidsede læber (fløjtemund). Gør udåndingen en anelse længere end indåndingen ved gradvist at spænde mavemusklerne.
- Træk vejret roligt ind igen.
- Gentag 10 gange.
Stødning
Stødning er en lang, moderat kraftig udånding med åben mund, som når du dugger et par briller eller ånder på en rude.
- Stød 3-5 gange.
- Når det føles som om, at slimen sidder i halsen, hoster du for at fjerne slimen.
- Det er vigtigt at du hoster med god kraft, så der bringes slim fra lungerne op i munden. Du kan evt. støtte med hænderne på maven eller kramme en pude og host såvidt muligt i dit ærme.
Udfør tre omgange af først pustelyd og dernæst stødning, eller til du føler dig renset for slim.
Gentag ovenstående 3-5 gange dagligt.