Hvad er en Holteroptagelse?
En Holteroptagelse er en optagelse af din hjerterytme i en aftalt periode på mellem 1-7 dage. Det apparat, som man bruger, hedder en Holteroptager.
Formål med optagelsen
Formålet er at registrere eventuelle uregelmæssigheder i hjerterytmen.
Aktiviteter
For at kunne forklare dine symptomer, skal vi have en optagelse af det, der generer dig. Det er vigtigt, at du/barnet gør, som I plejer, mens apparatet er på, så vi har størst chance for at få registreret de uregelmæssigheder i hjerterytmen, der kan være.
Hvis du har erfaringer med, hvad der kan fremprovokere dine anfald, skal du forsøge at få dem fremprovokeret, vi kan på den måde se, om symptomerne har en sammenhæng med hjertet, samt hvordan og hvornår du/barnet bliver påvirket foregår.
Når du sover
Når du skal sove, er det en god ide, at tage en tætsiddende undertrøje/bodystocking på, som kan holde på apparat og ledninger. Apparatet kan flyttes rundt, så det generer dig mindst muligt.
Aflevering af apparatet
Apparatet afleveres på Børne- og ungeambulatoriet, B1521, indgang 15A, plan 2, Nordsjællands Hospital, Hillerød.
Svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen ca. 2-3 uger efter, du har afleveret apparatet eller efter aftale med personalet. Det vil være individuelt om lægen giver svar over telefon, brev eller ved næste konsultation i ambulatoriet.
Problemer, spørgsmål eller tvivl
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os på telefon 4829 4333 mellem kl. 8-15 alle hverdage.
Skriv til os
Du kan skrive til os via www.minsundhedsplatform.dk eller i App'en MinSP.