Du er blevet opereret for et brud i hoften, også kaldet et hoftenært brud.
Formålet er at holde bruddet sammen på en måde, som tåler, at du går på benet, mens det heler. Bevægelse fremmer helingen af knoglerne og funktionen af dit hjerte og dine lunger. Det er vigtigt for helingen, at du kommer ud af sengen og bruger benet.
Det er individuelt, hvor længe man skal være på hospitalet i forbindelse med operationen.
Helingen tager typisk 3-4 måneder. Dit normale aktivitetsniveau og genoptræningen kan have betydning for, hvor godt gående du bliver efter operationen. Din alder kan også have betydning. Du får måske brug for et gangredskab efter bruddet, hvis du ikke allerede har et i forvejen.
Et hoftebrud er for mange en stor omvæltning i livet. Det kan være svært at gå fra at kunne klare sig selv til pludselig at være mere afhængig af hjælp til fx indkøb og omklædning. Det kan også være, dit hjem skal indrettes anderledes. Det er naturligt at reagere følelsesmæssigt og opleve frustration eller usikkerhed. Det er vigtigt at give plads til dine følelser og tale med andre om dem, hvis du har behov for det.