Kom godt hjem
Vi ønsker, at din tid efter udskrivelsen bliver så tryg som mulig. Kontakt os derfor endelig, hvis du har spørgsmål eller bekymringer.
Vær opmærksom på betændelse
Det er normalt, at være hævet og have ondt omkring såret. Dog skal du kontakte os, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:
- Feber (temperatur over 38)
- Forværring af smerter
- Øget rødme, øget hævelse eller øget varme omkring såret
- Pus fra såret
Ring til din egen læge eller 1813, hvis du oplever symptomerne uden for vores telefontid.
Tag smertestillende medicin
Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du har fået smertestillende medicin med hjem til de første par dage.
Hvis du har brug længere behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.
Du skal muligvis have fjernet tråd
Du er enten blevet syet med selvopløselig tråd eller en tråd eller klips, som skal fjernes.
- Huden er lukket med klips eller tråd
Du skal have fjernet klipsene eller trådene, der holder såret sammen cirka 10 dage efter operationen. Det sker hos din egen læge.
- Huden er lukket med selvopløselige tråde
Tråden opløser sig selv og forsvinder.
Vent med at bade
Du må selv fjerne plasteret og tage brusebad efter 1 døgn. Indtil såret er helet, skal du undgå svømmehal og karbad, da det øger risikoen for infektioner.
Sygemelding
Du kan starte på arbejde igen, når du føler dig parat til det. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente lidt længere end ellers.
Hjælp din krop med at komme sig
Når du er blevet opereret, har bevægelse, kost og rygning stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt efter operationen på www.nordsjaellandshospital.dk/patientguiden
Begræns dit indtag af alkohol
Hvis du indtager store mængder alkohol, øger du risikoen for infektion. Du bør derfor følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og højst drikke 10 genstande om ugen og højst 4 genstande ved samme lejlighed.
Undgå rygning
Vi anbefaler, at du stopper med at ryge efter din operation. Ved at stoppe med at ryge, forebygger du komplikationer. Rygning påvirker dit kredsløb, immunforsvar og din lungefunktion samt helingen af sår og knogler.
Spørg din egen læge, i din kommune eller på hospitalet, hvis du har brug for støtte og vejlening.
Du må dyrke motion
Du kan dyrke motion med det samme efter operationen. Du skal dog undgå bevægelser, som gør ondt eller strækker i såret, før det er helet.
Du kan føle dig træt
Det er almindeligt at føle sig træt et stykke tid efter en operation. Trætheden mindskes med tiden. Du må genoptage dine vanlige aktiviteter og arbejde, når du føler dig klar.
Spis kost med protein og vitaminer og drik rigeligt med væske
Vi anbefaler, at du spiser kost, som indeholder mange proteiner, da det fremmer heling af dit sår. Der er fx mange proteiner i kød, mælk og bønner.
For at undgå forstoppelse, skal du drikke rigeligt med væske, så du holder maven i gang.
Læs Fødevarestyrelsens kostråd på www.altomkost.dk.