Fødder er forskellige fra person til person, og derfor giver vi individuel behandling og vejledning. Hammertå kan behandles på flere måder. Vi vælger den behandling, som bedst hjælper dig.
Speciallavet fodtøj
Du kan få tilpasset dit fodtøj eller bruge indlægssåler eller brede sko, som kan hjælpe med at aflaste din fod.
Operation
Nogle gange er operation nødvendig. I de fleste tilfælde vil vi ikke operere, hvis der er nedsat blodforsyning til tæerne.
Lægen, der skal operere, vurderer, hvilken operation der passer bedst i dit tilfælde. Efter operationen får du udleveret en beskrivelse af operationen og en plan for, hvordan du skal forholde dig efter operationen.
Nogle patienter oplever, at de stadig har smerter, eller at deres problem ikke er løst, selv om operationen går godt.
Overskæring af bøjesene under tåen
Ved denne operation kan vi skære senen i tåen over, så tåen falder ned i naturlig stilling (tenotomi). I nogle tilfælde sætter vi en mindre metalpind (k-tråd) ind i tåen for at sikre stillingen i helingsperioden. Den skal sidde i tåen i 3-6 uger.
Denne operationstype er et mindre indgreb, som ofte er tilstrækkeligt, når tåen stadig er bevægelig.
Flytning af sene eller rekonstruktion
Ved denne operation kan vi flytte bøjesenen under tåen op på oversiden af tåen, så den hjælper med at rette tåen ud. Vi kan også forlænge eller overskære strækkesenen på oversiden af tåen. I nogle tilfælde sætter vi en mindre metalpind (k-tråd) ind i tåen for at sikre stillingen i helingsperioden. Den skal sidde i tåen i 3-6 uger.
Denne operationstype anvendes ofte ved fleksible hammertæer eller som et supplement til andre operationsmetoder.
Stivgøring af led
Ved denne operation kan vi stivgøre et led i tåen ved at save ledfladernes brusk af. På den måde kan vi rette tåen ud og sætte den i den rigtige stilling med en metalpind (k-tråd). Den skal sidde i tåen i cirka 3-6 uger. I nogle tilfælde kombinerer vi denne metode med andre operationsmetoder.
Forskydning af mellemfodsknoglens ledhoved
Ved denne operation kan vi save mellemfodsknoglen over lige over ledhovedet, så det aflaster fodsålen. Det gør, at vi kan forskyde ledhovedet. Vi sætter det ofte fast med en mindre skrue. I nogle tilfælde kombinerer vi denne metode med andre operationsmetoder.