Gå til hovedindhold

Hånd - hjemme igen efter operation

Information om efterbehandling og tiden efter en operation i hånden.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på blødning

Det er normalt, at det bløder under forbindingen de første timer efter operationen, men du skal kontakte os, hvis blodet siver gennem forbindingen. Hvis det sker uden for vores åbningstid, skal du i stedet kontakte Akuttelefonen 1813. Du må ikke selv skifte forbindingen.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal derfor kontakte os i Ortopædkirurgisk Ambulatorium eller Akuttelefonen 1813 uden for vores åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme under forbindingen.
  • Feber over 38 grader, uden at der en anden grund til det.

Kontakt os, hvis forbindingen er for stram

Du skal kontakte os eller Akuttelefonen 1813 uden for vores åbningstid, hvis:

  • du får tiltagende smerter
  • du får meget svært ved at bevæge fingrene
  • hånden hæver meget, og venepumpeøvelser ikke hjælper
  • hånden føles meget kold
  • det prikker eller snurrer i fingrene flere dage efter operationen.

Det kan være tegn på, at forbindingen sidder for stramt. Forbindingen skal støtte, så det er vigtigt, at du kontakter os, så den eventuelt kan blive lagt om. Kontakt os også, hvis du er i tvivl, om forbindingen sidder rigtigt.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamoleller ibuprofen, som kan fås i håndkøb. Følg de anvisninger, du har fået på hospitalet.

Pleje og hygiejne

Hold forbindingen ren og tør

Sørg for, at forbindingen ikke bliver våd eller snavset. Dæk altid forbindingen til med en plastikpose, når du er i bad, og rør ikke ved rå madvarer, fx råt kød. Lad heller ikke husdyr komme tæt på forbindingen. 

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.nordsjaellandshospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Bevægelse og hvile

Beskyt armen, så længe bedøvelsen virker

Hvis hele armen er bedøvet, og du bærer slynge, skal du beholde slyngen på, indtil bedøvelsen er aftaget, og du igen kan bevæge hånden og armen normalt. Så længe bedøvelsen virker, skal du være opmærksom på, at du:

  • holder armen og albuen i en naturlig stilling
  • ikke holder armen i nærheden af meget varme eller kolde ting
  • ikke hviler armen direkte på et hårdt underlag. Læg fx en pude under armen.

Det er dog vigtigt, du bevæger skulder og albueled, så du forebygger hævelse af fingre og håndled. Hævelse giver ofte unødig smerte.
Når bedøvelsen begynder at aftage, vil det prikke og stikke i armen.

Hold hånden højt

Det første døgn efter operationen skal du holde hånden over hjertehøjde for at mindske hævelse og blødning fra såret.
Når du skal sove, og når du sidder ned i løbet af dagen, skal du holde både hånden og albuen over hjertehøjde, fx ved at lægge puder eller et sammenrullet tæppe under.

Bevæg fingrene

Når bedøvelsen er aftaget, skal du flere gange om dagen sørge for at bøje og strække fingrene, så meget du kan med gips på. Det må gerne stramme i fingrene, men det må ikke gøre ondt.
Stræk armen helt i vejret hver time, og bøj og stræk fingrene 25 gange. På den måde forebygger og mindsker du hævelse.
Hvis din hånd stadig er hævet efter de første døgn, skal du fortsætte med denne øvelse og med at holde hånden og albuen over hjertehøjde, når du hviler.

Kontakt os, hvis det ikke hjælper, og hvis du har svært ved at bevæge fingrene.

Praktiske forhold

Vent med at køre bil og cykle

Du må ikke køre bil eller cykle, før du kan bruge din hånd normalt og færdes forsvarligt i trafikken. Du skal kunne holde ordentligt fast om rattet eller cykelstyret med begge hænder. Du må heller ikke køre bil eller cykle i trafikken, hvis du tager stærk smertestillende medicin.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde cirka 14 dage efter operationen. Vi taler med dig om, om du skal møde op hos os eller hos din egen læge.

Kontakt dit forsikringsselskab

Hvis din skade skyldes en ulykke, og du har en ulykkesforsikring, bør du anmelde skaden hurtigst muligt til dit forsikringsselskab.

Det er også en god idé at kontakte forsikringsselskabet, hvis du skal ud at rejse de første 2-3 måneder efter operationen, da der kan være særlige retningslinjer, du skal følge.

Værd at vide

Se din journal

Du kan få en kopi af din journal, inden du forlader hospitalet. På www.minsundhedsplatform.dk kan du se en oversigt over dit forløb og eventuelle kommende aftaler og prøvesvar. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med dit MitID.

I sundhedsjournalen på www.sundhed.dk har du adgang til alle de sundhedsdata, som det offentlige sundhedsvæsen har registreret om dig. Du logger på med dit MitID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden