Gefitinib, behandling med

I denne patientinformation kan patienter med lungekræft læse om stoffet Gefitinib, som hæmmer et bestemt protein og dermed hæmmer kræftcellernes vækst. Det er også relevant for pårørende at læse om behandlingen. Der er mulige bivirkninger ved behandlingen, og disse er beskrevet i informationen.

Vi håber denne information kan give dig og dine pårørende svar på nogle af de spørgsmål, der melder sig, når du skal i behandling med stoffet Gefitinib. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Kræft i lungerne kan i nogle tilfælde behandles med stoffet Gefitinib. Det virker ved at hæmme proteinet EGFR og herved hæmme kræftcellernes evne til at vokse. Behandlingen kan medvirke til, at sygdommen holdes i ro i en periode.

Hvordan foregår behandlingen?

Gefitinib er en tabletbehandling, som du tager med et glas vand én gang dagligt, på samme tid hver dag. Tabletten kan både indtages alene eller sammen med mad. Hvis du glemmer at tage en dosis Gefitinib skal du tage tabletten med det samme du kommer i tanke om det. Hvis der er mindre end 12 timer til du skal tage den næste tablet, så tag ikke den glemte tablet. Tag ikke dobbeltdosis for at kompensere for eventuelle glemte doser. Det er muligt at opløse Gefitinib tabletten i tempereret vand (uden brus) over 20 minutter. Opløsningen drikkes med det samme og du skal skylle efter med ½ glas rent vand. Tabletten må ikke tygges eller knuses, da det ikke vides om Gefitinibs virkning påvirkes af dette. Du må ikke drikke grapefrugtjuice og spise grapefrugt, da det kan påvirke virkningen af Gefitinib. Visse typer antibiotika kan også interagere med Gefitinib og du bør konsultere din læge før opstart af eventuel antibiotisk behandling.

Samtale med læge og sygeplejerske

Hver gang du kommer til behandling, taler du med en læge og en sygeplejerske. Du vil her have mulighed for at drøfte eventuelle problemstilinger i forbindelse med din sygdom og behandling. Der kan gå mellem 14 dage og 1-2 måneder, før du skal ses i ambulatoriet.

Blodprøver

Du vil få taget blodprøver løbende igennem behandlingsforløbet. Du har mulighed for at aftale tid til blodprøvetagning hos din egen læge eller på dit lokale sygehus/ sundhedscenter dagen før din ambulante tid. Vi kontrollerer dine blodprøver, for at holde øje med, hvordan du tåler behandlingen.

Hvilke bivirkninger har behandlingen?

I det følgende finder du de hyppigste forekommende bivirkninger i forbindelse med Gefitinib. At de er nævnt i denne information, betyder ikke, at alle får dem. Omvendt kan der forekomme andre bivirkninger for den enkelte patient end nævnt i denne information.

De mest hyppige bivirkninger er:

Udslæt eller tør hud

Opstår som oftest på overkroppen eller i ansigtet. Udslættet kan også opstå og forsvinde spontant undervejs i behandlingen. De fleste patienter, som udvikler udslæt vil få milde til moderate symptomer. Disse symptomer kan være i form af kløe eller ømhed i huden. Der er også patienter der får meget udslæt. Selvom udslættet ligner akne (bumser), så er det ikke akne. Udslættet er velkendt og en almindelig reaktion på Gefitinib behandlingen. Hvis udslættet udvikler sig voldsomt og der kommer puds i, er det vigtigt, at du kontakter afdelingen. Det kan være nødvendigt at behandle med antibiotika. Du vil få udleveret forskellige cremer til pleje af huden.

Gode råd til håndtering af udslæt og tør hud

  • Drik rigeligt med vand
  • Brug solcreme > faktor 15 som solbeskyttelse
  • Brug fysisk solbeskyttelse, fx hat og langærmet trøje/skjorte
  • Gå i løstsiddende tøj
  • Brug en fed, uparfumeret creme/olie på kroppen
  • Brug glidecreme ved samleje
  • Brug allergivenlig makeup og makeup fjerner
  • Hold fingre- og tånegle rene og nyklippede
  • Brug handsker ved opvask
  • Undgå lange, varme bade
  • Brug lunkent vand samt mild, parfumefri sæbe og shampoo
  • Undgå skyllemiddel og parfumeret vaskemiddel til tøjvask.

Diarré

Nogle patienter oplever diarré, dvs. hyppig løs eller vandig afføring flere gange i løbet af et døgn. Diarré forekommer oftest indenfor de første uger af Gefitinib behandlingen. Det er vigtigt at drikke rigeligt væske. Diarré kan ofte afhjælpes vha. kosten og medicin.

Øvrige bivirkninger

Træthed

Det er meget almindeligt at blive træt og få følelsen af manglende energi. Træthed kan både skyldes din kræftsygdom og behandlingen med Gefitinib. Du kan tale med lægen og sygeplejersken om din træthed, ligesom du på afdelingen kan få udleveret en informationsfolder om, hvad du selv kan gøre, hvis du er træt.

Kvalme og opkastning

Kvalme og opkastning kan forekomme i forbindelse med behandlingen og kan forebygges ved hjælp af kvalmestillende tabletter, som sygeplejersken i ambulatoriet udleverer til dig.

Hårtab

Behandlingen medfører udtynding af håret hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter. Når du afslutter behandlingen, vokser håret ud igen.

Irritation af slimhinderne

Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Dette kan vise sig som svie, ømhed, små sår, mundsvamp, mavesmerter og diarré. Disse gener kan afhjælpes med medicin.

Samliv og seksualitet

Det er muligt, at din lyst til seksuelt samvær bliver nedsat. Dette kan skyldes, at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation. Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi gennem skedens slimhinder og gennem sæd.

Interstitiel lungesygdom

I sjældne tilfælde kan behandlingen med Gefitinib medføre en sjælden lungesygdom. Hvis du oplever pludseligt opståede symptomer som fx. pludseligt åndedrætsbesvær, ledsaget af hoste eller feber, så skal du omgående kontakte afdelingen.

Forholdsregler

Du kan omgås din familie og venner som vanligt, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Har du spørgsmål?

Er du i tvivl om noget, eller har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Det er vigtigt, at du ikke bekymre dig unødigt. Hvis du har spørgsmål,opfordre vi dig til at skrive dem ned og tale med personalet om dem, næste gang du kommer til behandling.

Redaktør