Hvis kikkertundersøgelsen skal kunne gennemføres, skal du forberede dig. Læs om det herunder
Hvad er en gastroskopi?
En gastroskopi er en kikkertundersøgelse. En læge undersøger ved hjælp af et bøjeligt videokamera slimhinden i spiserør, mavesæk og tolvfingertarmen for betændelse, sår, spiserørsbrok og kræft.
Lægen kan under undersøgelsen tage vævsprøver af slimhinden. Undersøgelsen varer ca. 5-15 minutter.
Kvaliteten af undersøgelsen er meget afhængig af, at mavesækken er tom under undersøgelsen.
Blodfortyndende medicin
Selvom du får blodfortyndende medicin, kan den gastroskopiske undersøgelse sagtens gennemføres.
Diabetes
Hvis du har diabetes, skal du være ekstra opmærksom på dit blodsukker ved faste. Du vil få målt dit blodsukker før undersøgelsen.
Din forberedelse før undersøgelsen
Du må ikke spise 6 timer før undersøgelsen, men gerne drikke ikke-alkoholiske, klare væsker (kaffe, the, vand, saft, juice uden frugtkød, klare sodavand) indtil 2 timer før undersøgelsen.
Det er vigtigt, at du undgår mælkeprodukter.
Du må ikke spise bolsjer og pastiller eller tygge tyggegummi 6 timer inden undersøgelsen. Din sædvanlige medicin kan indtages med lidt vand.
Undersøgelsen
Inden undersøgelsen tages din evt. tandprotese ud. Du får placeret et plastikmundstykke mellem tænderne eller gummerne.
Du ligger på venstre side under undersøgelsen. Svælget lokalbedøves ved hjælp af en spray for at mindske reflekserne og irritationen i halsen ved indføring af kikkerten.
Hvis du ønsker at få beroligende medicin før undersøgelsen, kan du bede om dette.
Efter undersøgelsen
Du kan opleve trykken i maven og ømhed i halsen, men det fortager sig i løbet af nogle dage. En time efter er lokalbedøvelsen aftaget, og du må spise og drikke igen.
Inden du går hjem, får du svar på undersøgelsen og besked om videre behandlingsplan. Hvis der er taget vævsprøver under undersøgelsen, får du efter ca. 14 dage skriftligt eller ambulant svar, med mindre andet er aftalt.
Du kan gå hjem umiddelbart efter undersøgelsen. Har du fået beroligende medicin, skal du dog blive og hvile dig i afsnittet i ca. ½-1 time.
OBS!
Den beroligende medicin, du evt. får i forbin - delse med undersøgelsen, kan påvirke dig op til et døgn efter. Du må derfor ikke køre bil, knallert, cykel mv. eller betjene maskiner før 24 timer efter, du har fået medicinen. Du skal selv sørge for hjemtransport med pårørende, bus, tog, taxa eller Falck.
Komplikationer, som kan forekomme
Blødning ses sjældent. Hvis der opstår blødning i slimhinden under undersøgelsen, behandles det under undersøgelsen.
Efter udskrivelsen
Efter undersøgelsen sender vi et udskrivelsesbrev til din praktiserende læge om resultatet af under - søgelsen og den videre plan.
Vi oplyser om, hvorvidt du skal kontakte egen læge vedrørende behandlingen.
Hvis du inden for det første døgn får:
- svære mavesmerter
- blodig eller sort afføring
- utilpashed, kvalme eller svedtendens
- feber over 38c
bør du henvende dig til den visiterende syge - plejerske på Kirurgisk Afdeling. Telefon 4829 5927 eller henvende dig til din egen læge. Vis altid denne seddel ved personlig henvendelse.
Efter første døgn skal du kontakte Akuttelefonen på telefon 1813 eller egen læge.