Gå til hovedindhold

Forstyrrelser i hjerterytmen - Indsættelse af hjerterytmeoptager (Loop-recorder)

Ved indsættelse af en hjerterytmeoptager bliver optageren opereret ind i huden ved brystet. Hjerterytmeoptagerens funktion er at afklare, om symptomer skyldes forstyrrelser i hjerterytmen. Indsættelse af hjerterytmeoptageren foregår Kardiologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

Kort om operationen

Når du skal have indsat en hjerterytmeoptager, opererer vi optageren ind under huden ved brystet. Optagelserne kan afklare, om dine symptomer skyldes forstyrrelser i hjerterytmen. Optageren er cirka 4 cm lang og 0,5 cm bred.

Du kommer hjem samme dag, som du bliver opereret. Selve operationen varer 10-15 minutter, men du skal forvente at være på hospitalet i 2 timer i alt.

Vigtig forberedelse

Tag din medicin, som du plejer

Op til operationen kan du tage din medicin, som du plejer.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Spis, som du plejer

Det er ikke nødvendigt at faste før operationen, så du kan spise og drikke, som du plejer.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.

Du får antibiotika og smertestillende medicin

Inden indsættelsen får du antibiotika for at forebygge betændelse. Giv os besked, hvis du er allergisk over for antibiotika. Du bliver også tilbudt smertestillende medicin.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men området, hvor hjerterytmeoptageren skal sidde, er bedøvet.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit lige til venstre for brystbenet. Hjerterytmeoptageren placeres mellem brystmusklen og huden, og du bliver syet med et enkelt sting. Vi fortæller dig om tråden opløser sig selv eller om du skal have fjernet sting hos din egen læge. Yderst får du et større plaster, som skal sidde på i 2 døgn.

Operationen varer cirka 10-15 minutter.

Du får en introduktion til hjerterytmeoptageren

Vi gennemgår hjerterytmeoptagerens funktioner med dig. Din optager kan kobles til enten en app eller sendeboks. Det taler vi med dig om. Du får også en skriftlig vejledning.

Risiko ved operationen

Det er ufarligt at få indopereret en hjerterytmeoptager, og det er meget sjældent, at der opstår komplikationer i forbindelse med operationen. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Blodansamling (hyppighed: almindeligt): Huden omkring såret kan være øm og hævet, og du kan få blå mærker eller en blodansamling under huden. Det forsvinder som regel af sig selv.
  • Betændelse i såret (hyppighed: almindeligt): Der kan gå betændelse i såret, selvom du har fået forebyggende behandling. Hvis det sker, behandler vi med antibiotika.

Hjemme igen

Fjern plasteret

Du må tage plasteret af 48 timer efter operationen. De tynde plastre skal du lade sidde i 10 dage.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Værd at vide

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Vær desuden opmærksom på, at hospitalet som udgangspunkt ikke erstatter smykker, kontanter eller andre genstande, hvis de bliver væk.

Vælg et andet offentligt hospital – det frie sygehusvalg

Du har som udgangspunkt frit sygehusvalg til offentlige hospitaler. Du kan kontakte en rådgiver i Sygehusvalg, som kan oplyse dig om dine muligheder for at få en tid på et andet hospital:

Sørg selv for transport

Du skal normalt selv arrangere og betale for din transport til og fra hospitalet. I enkelte tilfælde kan du have ret til at få hjælp til udgifterne eller til kørsel frem og tilbage. Er du i tvivl, er du velkommen til at ringe til Kørselskontoret på 38 69 70 10 på hverdage kl. 8.00-15.30 og fredag kl. 8.00- 15.00.
Læs mere om transport på www.nordsjaellandshospital.dk/transport

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden