Herunder kan du læse om, hvordan fjernelse af et tunneleret hæmodialysekateter foregår. Du er også altid velkommen til at spørge personalet, hvis du er i tvivl om noget.
Før fjernelsen
Hvis du får blodfortyndende medicin, får du besked om at holde pause med denne før hæmodialysekateteret fjernes.
Fjernelse af kateteret
Fjernelsen foregår i Nefrologisk Ambulatorium og udføres af en narkoselæge.
- Du skal ikke være fastende.
- Du skal ligge vandret på lejet.
- Der jodes af omkring kateteret og evt. sting vil blive fjernet. Vi anbefaler, at du ikke tager lyst tøj på, da joden smitter af.
- Fjernelsen foregår i lokalbedøvelse, da hæmodialysekateteret er fastgroet og skal løsnes, før det kan trækkes ud. Det kan godt føles ubehagehageligt og gøre ondt at få løsnet hæmodialysekateteret.
- Når hæmodialysekateteret er løsnet, vil du blive bedt om at tage en dyb vejrtrækning og puste ud, mens kateteret bliver trukket ud.
- Herefter kommer du op at sidde, og du eller sygeplejersken trykker på indstiksstedet med en forbinding i ca. 15 minutter. Du vil få plaster på ved indstiksstedet.
- Du vil blive observeret i yderligere 20-30 minutter. Hvis der ikke er blødning, må du herefter gå hjem.
- Du må ikke ligge fladt de første 2 timer efter fjernelsen af hæmodialysekateteret, og du skal holde dig i ro resten af dagen af pga. risiko for blødning.
- Plasteret kan fjernes dagen efter.
Hvis du hjemme oplever blødning eller smerter fra indstiksstedet eller feber, skal du kontakte hæmodialysen eller sengeafdelingen.