Gå til hovedindhold

Fedtknude - fjernelse

Information om operationen og tiden efter.

Kort om operationen

Du skal have fjernet en godartet fedtknude i huden eller en muskel ved en operation. Fedtknuder kan opstå på hele kroppen og bliver oftest fjernet af kosmetiske grunde. En fedtknude kan dog give smerter, hvis den fx trykker på en nerve.

Du kan forvente at komme hjem samme dag, som du er blevet opereret. Det er individuelt, hvor mange timer man er på hospitalet. Det afhænger af måden, du bliver bedøvet på og fedtknudens placering og størrelse.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.nordsjaellandshospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Køb smertestillende medicin på forhånd

Vi anbefaler, at du køber smertestillende medicin inden operationen, så du har det, når du kommer hjem. Det kan fx være paracetamol eller ibuprofen, som du kan få i håndkøb.

På hospitalet

Du bliver bedøvet

Normalt foregår operationen i lokalbedøvelse, men i nogle tilfælde vurderer vi, at operationen skal ske i fuld bedøvelse. Vi taler med dig om, hvad det har af betydning for dine forberedelser. Ved fuld bedøvelse får du lagt et drop i hånden med medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit i huden over fedtknuden og fjerner den. Såret lukkes med tråd, og du får plaster eller forbinding på.

Operationens varighed afhænger af, hvor stort fedtknuden er, og hvor den sidder.

Hjemme igen

Her kan du læse om, hvad du generelt skal være opmærksom på efter din operation. I din operationsbeskrivelse kan du læse, om der gælder nogle særlige ting for dig.

Ubehag eller smerter

Kontakt os, hvis du oplever smerter, blødning eller hævelse det første døgn

Hvis du i løbet af de første 24 timer får stærke smerter, kraftig blødning eller kraftig hævelse, skal du kontakte os på 48 29 36 21 (mandag - fre​dag kl. 8.00-15.00).

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og have ondt omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Hvis du får betændelse i såret, skal det behandles.
Kontakt os i ambulatoriet eller Akuttelefonen 1813 uden for vores åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af smerter.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Ved stærkere smerter kan du tage ibuprofen sammen med paracetamol. Den smertestillende medicin kan fås i håndkøb.

Du kan få misfarvning af huden

Det er normalt at få misfarvning af huden, som ligner et blåt mærke. Det forsvinder som regel efter 7-10 dage.

Brug is ved smerter og hævelse

Du kan lindre smerter og hævelse i operationsområdet med is. Tag fx en pose isterninger eller frosne grøntsager, og læg et viskestykke omkring. Læg det på i 15-20 minutter ad gangen op til 5 gange om dagen.

Pleje og hygiejne

Hold forbindingen ren og tør

Hvis du har fået forbinding på, skal du holde den ren og tør. Risikoen for betændelse øges, hvis den bliver våd. Bliver forbindingen våd, skal den skiftes.

Skift plasteret efter 1-6 dage

Du må gerne lade plasteret sidde i 1-6 dage, før du skifter det, medmindre det bliver vådt. Du skal skifte det med det samme, hvis der er gennemsivning med blod eller væske fra såret, eller hvis kanten på plasteret løsner sig.
Hvis det bløder, så læg noget tungt på såret i cirka 30 minutter, hvis muligt. Kontakt os, hvis der fortsat er gennemsivning eller tegn på betændelse.

Lad ikke husdyr komme tæt på forbindingen

Det øger risikoen for betændelse i såret, hvis du lader husdyr komme i nærheden af forbindingen.

Vent med at bade

Du må først tage brusebad, når trådene er fjernet eller opløst af sig selv.

Hvis trådene skal fjernes, sker det hos din egen læge 10-12 dage efter operationen.

Hjælp din krop med at komme sig

Når du er blevet opereret, har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt efter operationen på www.regionh.dk/patientguiden.

Praktiske forhold

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været i fuld bedøvelse og kommer hjem samme dag, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden