Erlotinib, Behandling med

I denne patientinformation kan patienter med lungekræft og pårørende læse om behandling med stoffet Erlotinib. Tabletbehandlingen foregår ved indtagelse på tom mave, som ikke må drikkes med grapefrugtjuice. Rygning er strengt forbudt under behandlingen. I informationen beskrives eventuelle bivirkninger.

Vi håber, denne information kan give dig og dine pårørende svar på nogle af de spørgsmål, der melder sig, når du skal i behandling med stoffet Erlotinib. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Kræft i lungerne kan i nogle tilfælde behandles med stoffet Erlotinib. Det virker ved at hæmme proteinet EGFR og herved hæmme kræftcellernes evne til at vokse. Behandlingen kan medvirke til at sygdommen holdes i ro i en periode.

Hvordan foregår behandlingen?

Erlotinib er en tabletbehandling, som du tager med et glas vand én gang dagligt, på samme tid hver dag. Tabletten skal tages på tom mave dvs. 1 time før eller 2 timer efter et måltid. Hvis du glemmer at tage en dosis Erlotinib, kan du tage tabletten senere samme dag imellem to måltider. Tag ikke dobbeltdosis for at kompensere for eventuelle glemte doser. Du må ikke drikke grapefrugtjuice og spise grapefrugt sammen med Erlotinib. Vi anbefaler også at du ikke spiser mælkeprodukter sammen med Erlotinib, da det potentielt kan interagere med stoffet. Behandlingen med Erlotinib vil fortsætte, så længe sygdommen ikke udvikler sig, og der ikke er uacceptable bivirkninger. Tobaksrygning kan nedsætte virkningen af Erlotinib. Det er derfor vigtigt, at du ikke ryger, mens du er i behandling med stoffet.

Samtale med læge og sygeplejerske

Hver gang du kommer til behandling, taler du med en læge og en sygeplejerske. Du vil her have lejlighed til at drøfte eventuelle problemstillinger i forbindelse med din sygdom og behandling. Der kan gå imellem 14 dage og 1-2 måneder får du skal ses i ambulatoriet.

Blodprøver

Du vil få taget blodprøver løbende igennem behandlingsforløbet. Du har mulighed for at aftale tid til blodprøvetagning hos din egen læge eller dit lokale sygehus/sundhedscenter dagen før din ambulante tid. Vi kontrollerer dine blodprøver for at holde øje med, om kemoterapien påvirker din knoglemarv.

Hvilke bivirkninger har behandlingen?

I det følgende finder du de hyppigste forekomne bivirkninger i forbindelse med Erlotinib. At de er nævnt i denne information, betyder ikke, at alle får dem. Omvendt kan der forekomme andre bivirkninger for den enkelte patient end nævnt i denne information.

De mest hyppige bivirkninger

Udslæt eller tør hud

Opstår oftes på overkroppen eller i ansigtet. Udslættet kan også opstå og forsvinde spontant undervejs i behandlingen. De fleste patienter, som udvikler udslæt vil få milde til moderate symptomer. Disse symptomer kan være i form af kløe eller ømhed. Der er dog også patienter, der oplever at få rigtig meget udslæt.

Selvom udslættet ligner akne (bumser) er det ikke akne. Udslættet er en velkendt og almindelig reaktion på Erlotinib behandlingen. Hvis udslættet udvikler sig voldsomt og der kommer pus i, er det vigtigt du kontakter afdelingen. Det kan blive nødvendigt at behandle med antibiotika eller ændre på dosis. Du vil få udleveret forskellige cremer til pleje af huden.

Gode råd til håndtering af udslæt og tør hud

  • Drik rigeligt med vand
  • Brug solcreme>faktor 15 som solbeskyttelse
  • Brug fysisk solbeskyttelse f.eks. en hat og langærmet trøje/skjorter
  • Gå i løstsiddende tøj
  • Brug en fed, uparfumeret creme/olie på hele kroppen
  • Brug glidecreme ved samleje
  • Brug allergivenlig makeup og makeup fjerner
  • Hold fingre- og tånegle rene og nyklippede
  • Brug handsker ved opvask
  • Undgå lange varme bade
  • Brug lunkent vand, mild, parfumefri sæbe og shampoo
  • Undgå skyllemiddel og parfumeret vaskemiddel til tøjvask

Diarré

En del patienter oplever diarré dvs. hyppig løs eller vandig afføring flere gange i løbet af et døgn. Diarré forekommer oftest indenfor de første uger af Erlotinib behandlingen. Det er vigtigt at drikke rigeligt væske. Diarré kan ofte afhjælpes vha. kosten og medicin.

Øvrige bivikninger

Blodmangel, infektion og blødning

Da kemoterapi kan påvirke produktionen af blodlegemer i knoglemarven, kan kroppens produktion af hvide og røde blodlegemer samt blodplader blive nedsat.

  • De hvide blodlegemer er kroppens eget forsvar mod infektioner. De kan blive påvirket, så du i nogle dage kan have for få hvide blodlegemer, og i de dage kan du lettere får en infektion. Infektionen kan vise sig ved kulderystelse, feber, svie ved vandladning, hoste, synkesmerter og influenza symptomer.
  • For få røde blodlegemer kan betyde blodmangel. Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, hovedpine, åndenød eller hjertebanken. Hvis du får blodmangel, vil du i nogle tilfælde blive tilbudt blodtransfusion.
  • For få blodplader kan for eksempel vise sig som blødning fra tandkød eller næse, blå mærker eller små røde pletter i huden.

Ved feber over 38,5 grader eller blødning, der ikke stopper af sig selv, er det vigtigt, at du kontakter afdelingen, da det kan være nødvendigt at behandle bivirkningerne, eventuelt under indlæggelse.

Træthed

Det er meget almindeligt at blive træt og få følelsen af manglende energi. Trætheden kan både skyldes din kræftsygdom og behandlingen med Erlotinib. Du kan tale med lægen og sygeplejersken om din træthed, ligesom du på afdelingen kan få udleveret en informationsfolder om, hvad du selv kan gøre, hvis du er træt.

Kvalme og opkastning

Kvalme og opkastning kan forekomme i forbindelse med behandlingen og kan forebygges ved hjælp af kvalmestillende tabletter, som sygeplejersken i ambulatoriet udleverer til dig.

Hårtab

Behandlingen kan medføre udtynding af håret. Når du afslutter behandlingen, vokser håret ud igen.

Irritation af slimhinderne

Slimhinderne i dine øjne, mund, mave og tarm kan blive irriterede. Dette kan vise sig som svie, ømhed, små sår, mundsvamp, mavesmerter og diarré. Disse gener kan afhjælpes med medicin.

Samliv og seksualitet

Det er muligt, at din lyst til seksuelt samvær bliver nedsat, dette kan skyldes at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation. Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi gennem skedens slimhinder og gennem sæd.

Interstitiel lungesygdom

I sjældne tilfælde kan behandlingen med Erlotinib medføre en sjælden lungesygdom. Hvis du oplever pludseligt opståede symptomer som f.eks. pludselig åndedrætsbesvær, ledsaget af hoste eller feber skal du omgående kontakte afdelingen.

Forholdsregler

Du kan omgås familie og venner som vanligt, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Har du spørgsmål?

Er du i tvivl om noget, eller har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Det er vigtigt, at du ikke bekymre dig unødigt. Hvis du har spørgsmål, opfordre vi dig til skrive dem ned og tale med personalet om dem, næste gang du kommer til behandling.

Redaktør