Gå til hovedindhold

Elastikbehandling af hæmorider

Hæmorider kan afhjælpes med elastikbehandling

Du skal have foretaget en elastikbehandling af hæmorider. Læs her, hvilke forberedelser du skal gøre dig, og hvordan behandlingen foregår

Hvad er hæmorider?

Hæmorider er små blodfyldte årer under slimhinden i endetarmen. I starten af forløbet findes de lige indenfor endetarmsåbningen, men senere kan de hænge udenfor sammen med slimhinden. Hæmorider er godartede, men kan være meget generende og give smerter, svie, kløe eller blødning. Små hudlapper, der sidder udvendigt, kan også være med til at gøre hygiejnen vanskelig.

Hvordan stilles diagnosen?

Ved forundersøgelsen i ambulatoriet vil du blive undersøgt af en speciallæge, der vil føle op i endetarmen og derefter foretage en en kikkertundersøgelse af den nederste del af tarmen. Har der været større blødning, bør der også senere foretages en kikkertundersøgelse højere op i tarmen, fordi blødning kan være tegn på en polyp eller i sjældne tilfælde kræft.

Før behandlingen

Behandlingen foregår ambulant. Ca. 1 time før behandlingen skal den nederste del af tarmen udrenses med et klyx. Dette bedes du selv købe på apoteket. Følg udrensningsvejledningen i pakken.

Behandling med elastikker

Lægen indfører en lille tragt i tarmåbningen og tager fat om hæmoriden med en pincet eller en lille sugeskål. Med et særligt apparat skubbes en udspændt elastik ned over hæmoriden, der herved afsnøres. Hæmoriden ”visner” og afstødes i løbet af en uges tid. Det kan ikke altid undgås, at lidt af huden kommer under elastikken, hvilket giver smerter, som oftest hurtigt aftager.

Efter behandlingen

De første dage efter behandlingen kan der være lidt blødning ved afføring. Du må tørre dig på sædvanlig måde efter afføring. For at forhindre hæmoridegener igen, vil lægen tale med dig om kostvaner og afføringsvaner.

Smertebehandling

Et mildt smertestillende håndkøbsmiddel som Panodil eller Ibuprofen er af og til nødvendigt, mens stikpiller og salve frarådes.

Prognose

Behandlingen skal ofte gentages med nogle ugers mellemrum.

Komplikationer til behandlingen

I sjældne tilfælde kan elastikken glide af for tidligt, hvorved der kan opstå blødning, som er større end en sædvanlig hæmorideblødning. Ved betydelig blødning bør du henvende dig til den vagthavende læge på Kirurgisk Afdeling på telefon 4829 4943.
Ved problemer senere i forløbet skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen på 1813.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden