Efter kræftforløb - sådan kommer du i gang igen

En hård og krævende kræftbehandling kan medføre træthed og udmattelse både fysisk og mentalt. Her er samlet en række råd om hvad man selv kan gøre, og hvor man kan få hjælp til at komme sig.

Fakta

Træthed efter en hård og krævende behandling kan vare i måneder og op til år efter afsluttet behandling. Det er ikke kun en fysisk træthed og udmattelse, men også en træthed som påvirker dig mentalt og din evne til at have overskud til samvær med andre, koncentrere dig eller huske ting i dagligdagen. Desuden oplever mange, at det først går op for dem hvad de har været igennem efter behandlingen, er afsluttet, og herefter oplever en psykisk reaktion.

Det kan du selv gøre

  • Fysisk træning kan afhjælpe træthed. Få lægen til at vurdere dit behov for genoptræning. Du kan blive henvist til genoptræning, som foregår i din hjemkommune og er gratis
  • Vær opmærksom på, at træning skærper appetitten og drik gerne proteinholdige drikke umiddelbart efter (indenfor 15 min.) hvor din krop tager ekstra godt imod proteiner
  • Træning adspreder og vil i moderat tempo medføre, at kroppens naturlige lykkehormoner(endorfiner) løfter humøret
  • Prøv at holde dig i gang, selvom det kan virke uoverskueligt. Små skridt gør en forskel fx en daglig gåtur, som langsomt forlænges. Brug evt. en skridttæller og se hvor langt du kan gå fra dag til dag. Skab balance mellem hvile og aktivitet - træn dig i at få en god nattesøvn

Vidste du

  • At op til et år efter afsluttet behandling kan du få tilskud til samtaler hos en psykolog. Du skal have en henvisning fra en læge og anvende en sygesikringsgodkendt psykolog
  • At du på sundhed.dk kan se din journal, samt se hvilke tilbud der findes i din hjemkommune til at hjælpe dig på vej igen
  • At der findes en patientforening for mennesker, som er behandlet for hovedhalskræft. Der er møder hver måned i Center for Kræft og Sundhed, Nørre Allé 45, 2200 Kbh. N. Ved møderne kan der være oplæg fx af tandlæge, fysioterapeut mm. 
  • At rehabiliteringscenter Dallund har gratis ugeophold for færdigbehandlede og selvhjulpne kræftpatienter på Dallund Slot på Fyn - se mere på www.dallund.dk
  • At Kræftens Bekæmpelse har udarbejdet gode råd og anbefalinger - om at spise godt, tænke godt, røre sig godt og sove godt. Se www.cancer.dk/ditliv
  • At vi som personale gerne vil høre om dine erfaringer med at komme ovenpå igen efter kræftbehandling, så vi fremover kan vejlede og rådgive andre patienter endnu bedre
  • At det er bedre at begynde at arbejde få timer, end at vente i lang tid og begynde på fuld tid - lav en aftale med din arbejdsgiver, som er tilpasset din situation
  • At rygning og alkohol forværrer varigheden af bivirkninger og øger risikoen for tilbagefald af sygdom - har du brug for hjælp så spørg personalet

Venlig hilsen
Personalet
Øre, Næse og Halsafdelingen
 

Redaktør