At blive forældre er en stor forandring, som kan gøre jer både sårbare og stærke. Jeres liv forandres med barnet, jeres ansvar og prioriteringer i hverdagen er ikke de samme som før. Det kræver energi af jer, at klare omstillingen og den nye tilværelse. Ind i mellem føler I jer måske overvældede af glæde og lykke, andre gange er I bare helt udmattede.
Blødning
Efter fødslen vil du bløde mere end svarende til en kraftig menstruation. Efter et par dage vil blødningen skifte til blodigt udflåd med varierende udseende. Du kan have udflåd op til 8 uger efter fødslen.
Så længe du har brunligt udflåd, er der stadig en sårflade i livmoderen og dermed risiko for infektion. Derfor frarådes karbad, havbad, svømmehal samt brugen af tamponer. For at forbygge infektion i underlivet er det vigtigt med en god nedre hygiejne samt hyppige skift af bind. Får du smerter i underlivet, ildelugtende udflåd eller feber, skal du henvende dig hos din egen læge.
Syning
Hvis du er syet efter fødslen, er du syet med tråd, der opløser sig selv i løbet af 14 dage. Selvom sårene er helet, kan det stadig stramme lidt i arret. Hvis du får gener efter udskrivelsen, skal du henvende dig til din egen læge
Efterveer
Når du har født, skal livmoderen trække sig sammen og blive lille igen. Disse sammentrækninger kaldes efterveer. Efterveer mærkes specielt, når du ammer. I de første dage kan det være nødvendigt at tage smertelindrende tabletter, for eksempel paracetamol.
Afføring
Efter fødslen er det normalt, at der kan gå et par dage før du har gang i maven. Du kan forebygge hård mave ved at spise groft og drikke rigeligt med væske. Du kan evt. tage et mildt afføringsmiddel, hvis du fortsat har hård mave efter fire-fem dage. Afføringsmidler bør kun tages i kortere perioder.
Forholdsregler efter kejsersnit
Når du har født ved kejsersnit, er der nogle forholdsregler den første tid. Du bør undgå hård fysik aktivitet som sport, støvsugning og gulvvask de første 3-4 uger.
Undgå for tunge løft de første uger, du må selvfølgelig gerne bære dit barn. Det du kan løfte, skal du holde tæt ind til kroppen. Du må køre bil, når du kan betjene rat og pedaler uden smerter.
Forbindingenfjernes under indlæggelsen. Herefter holdes arret rent med daglig vask. Trådene skal ikke fjernes, de opløser sig selv. Hold øje med at området omkring arret ikke bliver rødt og varmt, og at selve arret ser ud til at hele op. Kontakt egen læge ved symptomer.
Brysterne
Hvis du ammer, er det vigtigt at passe godt på dine bryster. Forebyg brystbetændelse ved at undgå at sidde i træk eller gå rundt på bare fødder. Vær opmærksom på mælkeknuder i brysterne og afhjælp disse ved lidt blid massage under amning. Oplever du feber, rødme og hårde områder på brystet, skal du kontakte Hotline på tlf. 48297306
Vitaminer og Jern
Vi anbefaler at fortsætte med de vitaminer du har spist under graviditeten, indtil pakken er tom. Herefter kan der suppleres med en almindelig multivitamin så længe der ammes. Nogle kvinder har behov for jerntilskud efter en fødsel; hvis dette er tilfældet, vil du blive informeret inden udskrivelsen.
Motion/Bækkenbundstræning
Start stille og roligt op med det, du føler dig klar til. Du må ikke blive utilpas. Du skal kunne holde tæt under aktiviteten og ikke mærke tyngdefornemmelse. For at undgå nedsynkning af livmoder, vandladningsproblemer og problemer ved samleje, er det vigtigt, at du foretager knibeøvelser i bækkenbunden mange gange dagligt resten af livet. Der findes app´s, der guider dig til at knibe.
Sex og samliv
Den første tid efter fødslen er kræfterne, tiden og lysten til seksuelt samvær som regel ikke stor, og det kan være en sårbar periode i jeres samliv. Man bør gå blidt og forsigtigt i gang. Der kan forekomme smerter ved bristninger, klip eller ar, og skeden kan være lidt øm og tør på grund af hormonforandringer.
Det anbefales at benytte et kondom de første 8 uger for at beskytte mod infektion i underlivet samt uønsket graviditet. I de sidste ni måneder eller længere har I ikke skulle tænke på prævention, men det skal I beslutte jer for nu.
Husk amning ikke beskytter mod graviditet.
Mor og barn hos egen læge
Den første undersøgelse af barnet finder sted, når det er 5 uger gammelt. Book selv tid hos egen læge.
8 uger efter fødslen er der et tilbud til moderen om en gynækologisk undersøgelse og en samtale om svangerskabsforebyggende metoder. Book selv tid hos egen læge.
Efterfødselssamtale
Vi bestræber os på, at alle tilbydes en efterfødselssamtale med en jordemoder under indlæggelsen. Hvis dette ikke har været muligt, og I ønsker det, er I velkomne til at kontakte en sekretær og aftale en tid. Tlf. 48296256 mellem kl. 9-14.
Du kan finde mere information i mappen: ”Min graviditet, fødsel og barsel”, samt på hjemmesiden: www.nordsjaellandshospital.dk