Dilatator behandling

Vejledning i behandling med dilatator

Behandling med dilatator kan anvendes, hvis du får rifter, sår, har begrænset pladsforhold eller føler stærke smerter i forbindelse med samleje og underlivsundersøgelse. Problemet kan være opstået efter en fødsel eller som følge af gynækologisk sygdom eller eksemtilstand. Dine gener kan også skyldes mén efter kirurgisk behandling eller strålebehandling. I nogle tilfælde har vi ingen forklaring på problemernes opståen.

Behandlingen

Behandlingen tilbydes og anbefales for at skeden tilvænnes berøring, udvidelse og udspænding af væv og muskler, for herigennem bl.a. at opnå smertefrihed og fysisk mulighed for samleje. Behandlingen vil blive tilrettelagt individuelt, så derfor kan anvendelse af en dilatationsbehandling variere, fra en anbefalet behandling mindst 3 gange ugentligt, til en anbefalet daglig behandling i 10-20 minutter.

Selve træningen

Når du skal anvende dilatatoren, er det vigtigt at skabe en afslappet stemning, hvor du føler dig privat, uforstyrret og tryg. Det er godt hvis rummet er varmt og hvis du har lidt mental adspredelse, ved at kunne se TV eller lytte til musik.

Oftest er det mest behageligt, at ligge på ryggen, med benene bøjede og let adskilte faldende ud til siden. Du kan evt. placere dyne eller pude i siderne, for at støtte dine ben i denne position.

Under behandlingen skal du slappe af i din krop og bækkenbund og trække vejret roligt. Før dilatatoren roligt ind i skeden, så langt du kan uden smerter. Det må gerne give et pres mod skedens top samt pres ud mod skedens vægge, eller der hvor du mærker generne.

Du kan evt bruge glidecreme eller mandelolie.

Når du er kommet langt i dilatationsbehandlingen og føler dig tryg, kan du selv vurdere, hvorvidt du ønsker at afprøve samleje. Det er vigtigt, at det er dit ønske og at du føler dig tryg. Tal situationen og eventuelle bekymringer igennem med din partner og vælg evt. samlejestillinger, hvor du har mulighed for at kontrollere samlejets bevægelser og hastighed. Dette kan opleves mere skånsomt og mindre smertefuldt for dig. Anvend gerne silikonebaseret glidecreme eller mandelolie i forbindelse med samleje. Dette vil virke smørende, mindske friktionen og nedsætte belastningen af vævet i skeden under samleje.

Rengøring

Dilatationshjælpemidler skal rengøres efter hvert brug. Vask med vand og sæbe og skyl grundigt, så alle sæberester er væk. Evt. sæberester kan forårsage irritation.

Ubehag ved behandlingen

Det er almindeligt, at behandlingen kræver tilvænning. Dilatatorerne kan for nogen opleves meget medicinsk og det kan til tider opleves grænseoverskridende og måske unormalt, at skulle anvende et fremmedlegeme i skeden, for herigennem at gendanne normale fysiske vaginale forhold. Enkelte kan føle deres kvindelighed påvirket, og kan have bekymringer og spørgsmål omkring deres situation, seksualitet og sit parforhold.

Oplever du at behandlingen giver anledning til yderligere behov for samtale om f.eks. seksuelle emner, kan du tale med din kontaktperson omkring dette.

Gynækologiske gener, sygdom og behandling, kan for nogle kvinder medføre spændinger i bækkenets muskulatur. I nogle tilfælde kan dette afhjælpes med udspændingsprogram- og øvelser, som din kontaktperson instruerer dig i. I andre tilfælde kan det være nødvendigt at blive henvist til fysioterapeutisk behandling af dine gener.

Dilatatorer

Bækkenbundsklinikken råder over et antal dilatatorer i forskellige størrelser. Du kan låne en dilatator efter aftale med den læge der iværksætter behandlingen.

Du kan også vælge at købe din egen dilatator som evt kan købes i netbutik ”propsandpearls.com.”

For at så mange patienter som muligt kan komme i behandlingsforløb, beder vi dig om at aflevere dilatatoren, når du skifter til næste størrelse, eller når du er færdigbehandlet.

Du har i dag fået udleveret str:

Kontakt

Ved behov for anden størrelse kan bækkenbundsklinikken kontaktes på telefon 48 29 37 66

 

 

Redaktør