Brystoperation - amning

En brystoperation er som udgangspunkt ikke et problem for amningen. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at supplere med modermælkserstatning.

Kort om amning efter en brystoperation

De fleste kvinder kan amme efter en brystoperation, men alle forløb er forskellige. Hvis du tidligere har oplevet problemer med amning, betyder det ikke, at du vil opleve det samme denne gang. Jo længere tid der går imellem brystoperation og amning, jo mere sandsynlig er det, at du kan amme, da der skabes nye nerver og mælkegange i brystet over tid. Du kan dog have arvæv i brystet, som kan lukke helt eller delvist for mælkegangene eller mælkens udløb og gøre det svært at amme. Nogle kvinder vil først noget tid efter fødslen finde ud af, om de selv er i stand til at dække barnets behov for mælk, eller om det er nødvendigt at supplere med modermælkserstatning. Vi anbefaler, at du ammer dit barn, selvom det eventuelt også skal have modermælkserstatning. Det er vigtigt at være opmærksom på barnets trivsel. Det vil sige, at barnet tisser og har afføring. Det kan være nødvendigt med ekstra vægtkontrol.

Særlige forhold

Nogle kvinder har nedsat følelse i brystet og brystvorterne efter en operation. Det kan betyde, at dine brysters mælkeproduktion og nedløbsrefleks er nedsat. Nedløbsrefleksen er mælkens evne til at bevæge sig fra mælkekirtlerne ned gennem mælkegangene og ud af brystvorten. Alt efter hvilken brystoperation du har fået foretaget, er der forskellige forhold, du skal være opmærksom på i forbindelse med amning af dit barn.

Amning efter en brystformindskende operation

Hvis du har fået gjort dine bryster mindre ved en operation, vil du i de fleste tilfælde stadig kunne amme dit barn, men der vil ofte være behov for at supplere med modermælkserstatning. Nogle kvinder, der har fået gjort brysterne mindre, producerer mindre mælk. Hvis det er tilfældet, anbefaler vi, at du ammer oftere, så du sikrer dig, at dit barn får nok mad. I de første dage efter fødslen er det en god idé at malke ud efter hver amning, enten med en elektrisk brystpumpe eller med hånden, for at stimulere mælkeproduktionen.

Amning efter en operation med flyttet brystvorte

Hvis du har fået flyttet brystvorten i forbindelse med en operation, er der risiko for, at nogle af dine mælkegange er ødelagte. Hvis det er tilfældet, kan du have svært ved at amme fuldt, og du kan få brug for at supplere med modermælkserstatning.

Amning efter fjernelse af bryst eller knuder i bryst

Hvis du har fået fjernet dit ene bryst fx i forbindelse med brystkræft, kan du stadig amme på det modsatte bryst. I de fleste tilfælde vil kvinder, der har fået taget vævsprøver eller fjernet mindre knuder eller cyster i brystet, kunne amme fuldt. Hvis du opdager nye knuder i brysterne, skal du kontakte din egen læge.

Hvis du er eller skal i medicinsk behandling for brystkræft, skal du tale med en læge om mulighederne for at amme.

Det skal du være opmærksom på

Sørg for en god ammeteknik

Find en god stilling at ligge eller sidde i, når du ammer. Det skal være en stilling, hvor du slapper af. Læg barnet, så dets mave vender ind mod din, og så barnets næse ligger ud for din brystvorte. Vi anbefaler, at både du og dit barn ligger uden tøj på overkroppen i den første tid. At ligge hud mod hud er vigtigt for at få en god start på amningen, da hudkontakten stimulerer de hormoner, som starter din produktion af mælk. Når du ammer, skal barnet have hele brystvorten og en del af det brune område omkring brystvorten inde i munden. Hvis barnet kun får fat om det yderste af brystvorten, øges risikoen for revner og sår. Dit barns hoved skal ligge lidt bagover, så næsen er fri. Munden skal være meget åben, og læberne skal krænge lidt udad og ligge et godt stykke inde over det brune område af brystet.

Illustration af barnets sutteteknik

Det kan være svært at vurdere udefra, om barnet har godt fat, men du vil kunne mærke, om det føles rigtigt. Hvis barnet ikke får rigtigt fat, kan du forsøge at rykke lidt på barnet og få det til at åbne munden mere. Hvis det ikke hjælper, skal du tage barnet fra brystet og starte forfra. Når du tager barnet fra, kan du forsigtigt føre din finger ind i barnets mundvig, så undertrykket brydes.   Når barnet sutter, bevæger det både underkæben og musklerne langs øret, og du vil kunne høre, når det synker. 

Dine brystvorter kan være ømme i starten, indtil de har vænnet sig til, at du ammer. Det kan gøre ondt, lige når barnet kommer på brystet, men du må ikke have vedvarende smerter under amning. Skift mellem forskellige ammestillinger, og pres eventuelt lidt modermælk ud af brystet og lad det tørre på brystvorten. Hvis du har en piercing i brystvorten, skal du altid tage den ud, inden du ammer, da barnet kan få skader i munden eller blive kvalt i smykket, hvis det løsner sig.

Stimulering af brystet

Det kan være nødvendigt at stimulere dit bryst med hånden eller en brystpumpe lige fra fødslen. Vi taler med dig om dette.

Undgå at give dit barn sut og sutteflaske i starten

Vi anbefaler, at du ikke giver dit barn sut eller sutteflaske, før amningen fungerer godt, og dit barn begynder at tage på i vægt. Stimulér hellere din mælkeproduktion ved at amme minimum 8 gange i døgnet, og lad dit barn sutte så længe, det har lyst.

Kontakt din egen læge, hvis du får tegn på brystbetændelse

Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid, hvis du får:

  • feber over 38 grader i mere end et døgn
  • smerter i brysterne
  • røde og varme bryster
  • hårde områder i det ene eller begge bryster, der ikke forsvinder efter amning.
Redaktør