Denne information henvender sig til dig, der har et ankelbrud, der ikke kræver operation og indlæggelse. Her kan du læse om det forventede behandlings- og genoptræningsforløb. Du er naturligvis også altid velkommen til at spørge personalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Lægen har vurderet dit ankelbrud til at være stabilt, og at det kan vokse rigtigt sammen af sig selv (konservativ behandling), hvis det får ro til det. Med ”stabilt” menes at brudfladerne mødes, og er fastlåst i denne stilling, så vi ikke forventer at bruddet kan skride. Det betyder at bruddet tåler gradvis øget belastning indenfor smertegrænsen. Sagt på anden måde skal du i begyndelsen lægge hovedparten af din vægt på stokkene, og gradvist over de næste uger lægger du mere vægt på benet.
Du får en velcro-støvle - som du skal anvende i cirka 6 uger. Vi anbefaler, at du har støvlen på om dagen, dvs. at du gerne må tage den af om natten, når du er tryg ved det. Mange kan gå korte distancer indendørs med fuld belastning uden stokke i de sidste par uger. Hør lige lægen ad, om også du må støtte på foden straks indenfor smertegrænsen. Lægen vil ligeledes kunne fortælle dig, hvornår du må begynde at bevæge i ankelleddet.
Du kan låne albuestokke af hospitalet. Disse skal leveres tilbage til personalet i Ortopædkirurgisk Ambulatorium, indgang 07, på Nordsjællands Hospital.
Smerter og smertebehandling
Smerterne i din fod skulle gerne aftage gradvist. For at mindske dem kan du evt. tage smertestillende medicin, såsom 1 gr. Paracetamol (pamol, panodil, pinex) højst 4 gange om dagen.
Hvis foden /anklen gør ondt, er det en god ide at lægge is på området. Du kan gøre det flere gange om dagen, da kulde hjælper både mod smerter og hævelse. Isen (fx en pose ærter) skal ligge på i 15-20 minutter ad gangen. Hvis du ikke kan fjerne støvlen, lægger du isen udenpå. Hvis du ikke har støvle på, skal du huske at pakke isposen ind i et viskestykke, så du ikke får forfrysninger.
Den indvendige heling tager lang tid og du kan opleve, at din fod kan hæve og være øm i flere måneder efter knoglebruddet.
Misfarvning og hævelse
Det er normalt at der kommer misfarvning af huden på foden. Det skyldes blødning i vævet, som fordeler sig i området. Det er ligeledes normalt at foden / anklen hæver, men hævelse skal helst undgås, da den gør ondt og hæmmer din bevægelighed.
Du skal derfor aktivt modvirke hævelse ved at:
- Sidde eller ligge med benet højt i hele behandlings-perioden, når det er muligt
- Ligge med benet over hjertehøjde et par gange dagligt, specielt i begyndelsen, minimum 30 minutter
- Bruge flyvestrømper som kompression på underbenet
- Bevæge alle frie led i foden, mens den ligger oppe – også forsigtigt at vippe op og ned i foden i et plan (ikke rotere til siden!)
- Lave pumpeøvelser mange gange om dagen, dvs. skiftevis spænde og slappe af i musklerne i læggen.
Al bevægelse er væsentlig, da du på den måde forebygger både smerter og fx blodpropper.
Trombose-profylakse?
Du skal henvende dig via telefon 1813, hvis der kommer:
- Tegn på blodpropper i benet, fx ømhed og smerte i lægmusklen
- Tegn på at ”bruddet er skredet”, dvs. tiltagende smerter eller hvis du ”mærker et knæk”.
Ambulant kontrol på sygehuset
Lægen vurderer om du skal tilbydes et ambulant besøg i Ortopædkirurgisk Ambulatorium cirka 8 - 14 dage efter dit skadestuebesøg. Her vil du også kunne få svar på alle spørgsmål om den videre behandling og genoptræning. Lægen vil vurdere om du skal have videre genoptræning i din kommune.
Sygemelding fra arbejde
Det vil være individuelt, hvornår du kan begynde job. Har du stillesiddende arbejde, hvor du kan lægge benet højt indimellem, er det måske ikke nødvendigt med en sygemelding.
Bilkørsel
Ved brud i foden må du begynde at køre bil, når du kan køre forsvarligt. Sæt dig i bilen uden at starte, og prøv at træde i pedalerne. Afprøv en ”katastrofe-opbremsning”. Først når du kan træde helt igennem på foden, kan du køre bil igen.
Øvelser
Du kan efter nogle dage forsigtigt begynde med følgende øvelser:
Fodleds-øvelse
Lig på ryggen. Bøj foden op imod ansigtet og stræk derefter vristen. Gentag øvelsen mange gange, gerne flere gange dagligt.
Træning af muskulatur omkring benet – siddende på stol
Udgangsposition: Sid på en stol. Stræk benet, hold benet i 3 sekunder og sænk derefter benet langsomt. Øvelserne skal gentages 3 x 10 gange, mindst 1 gang om dagen med din bandage på.
Træning af muskulatur omkring benet – liggende på ryggen
Lig på ryggen. Løft benet strakt fra underlaget, og hold denne stilling i ca. 5 sekunder, og sænk herefter benet langsomt.
Træning af muskulatur omkring benet – liggende på maven
Lig på maven. Løft benet så fodsålen kommer op mod loftet med let strakt knæ og sænk derefter langsomt benet igen. Bemærk at hoften skal blive i underlaget under udførelse af øvelsen.
Når du må støtte uden støvle på, må du forsigtig begynde at lave følgende øvelser:
Udstrækning af ankelled – siddende på stol
Sid på en stol. Tag et håndklæde eller lignende og placer dette under forfoden. Træk håndklædet op mod brystet til du mærker et stræk på undersiden af benet. Hold strækket i ca. 30 sekunder, og slip herefter langsomt igen.
Du vil opleve at din muskulatur omkring ankelleddet bliver stram under bandagering, og det kan indskrænke din bevægelighed. Udstrækning af muskulaturen er derfor vigtig, for at få et fodled der virker.
Udstrækning af ankelled – siddende på stol eller sengekant
Sid på en stol eller sengekant. Sæt en klud eller stof under fodsålen. Træk foden ind under dig til du mærker en strammende fornemmelse i læggen. Hold strækket i ca. 15-20 sekunder, og glid derefter foden frem igen. Bemærk at hælen skal forblive i underlaget under udførelse af øvelsen.
Træningsøvelse
Sid på en stol eller lignende. Vip dine fødder fra hæl til tå og tilbage igen.
Træningsøvelse
Stå med en skulderbrede mellem fødderne. Bøj det ene knæ lidt samtidig med at vægten føres over på træningsbenet. Lad hele foden blive i gulvet. Skift til det andet ben.
Balancebræt
Det kan være en god idé i genoptræningen. Tal med lægen om det kunne være en mulighed for dig.