Gå til hovedindhold

Brud omkring knæet - Hjemme igen efter operation

Forholdsregler og anbefalinger for tiden efter operationen.

Ubehag eller smerter

Kontakt os, hvis du får smerter eller en snurrende fornemmelse i benet

Hvis skinnen gnaver og irriterer dit ben, kan du løsne remmene en smule. Men hvis du får en trykkende eller snurrende fornemmelse, eller hvis du oplever smerter og hævelse i benet, skal du kontakte os eller 1813 uden for vores åbningstid. Oplys, hvilket hospital du er blevet opereret på.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Den smertestillende medicin er en del af behandlingen. Du skal følge de anvisninger, du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte din egen læge eller Akttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader eller fornemmelse af generel utilpashed.

Pleje og hygiejne

Vent med at bade

Du skal vente med at gå i bad, til du har fjernet forbindingen. Indtil såret er fuldt helet, skal du undgå svømmehal, karbad og havbad, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern forbindingen 3-5 dage efter

Du må fjerne forbindingen 3-5 dage efter operationen og sætte et plaster på i stedet. Forbindingen må ikke blive våd.

Skift plasteret

Du skal skifte plasteret hver 3.-5. dag. Du skal dog skifte det med det samme, hvis det bliver vådt af blod eller væske fra såret, eller hvis det løsner sig. Vask altid hænderne grundigt med vand og sæbe, både før og efter du skifter plaster.

Sådan tager du skinnen

Sid med strakte ben, gerne på et underlag som fx en seng.

Læg skinnen under benet, så hængslerne er placeret ud for midten af knæskallen.

Spænd først remmene tættest på dit knæ. Spænd så den nederste og den øverste rem.
Skinnen skal sidde tæt, så den ikke glider ned.

Sådan gør du skinnen ren

Du kan rengøre skinnen, når du har behov for det.

  • Tag skinnen af ved at åbne remmene.
  • Tag polstringen ud af skinnen. Vask polstringen på 30 grader i vaskemaskinen.
  • Vrid polstringen i et håndklæde, og lad den lufttørre.
  • Tør stivere og remme af med en opvredet klud.

Når skinnen er ren og tør, skal du tage den på igen.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.nordsjaellandshospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Bevægelse og hvile

Vi vurderer dit behov for genoptræning

Hvis vi ikke allerede har lavet en genoptræningsplan, da du blev udskrevet, vurderer vi dit behov for genoptræning, når du kommer til kontrol. Hvis vi vurderer, at du har behov for genoptræning, sender vi planen til det sted, hvor du skal træne. De kontakter dig om, hvornår din genoptræning starter.

Lav øvelser og hold dig i gang

Du skal hver dag lave de øvelser, som du har fået udleveret af fysioterapeuten. Det er vigtigt, at du finder en balance mellem at hvile dig og bevæge dig, så du lytter til din krop, hvis du føler dig træt, men samtidig undgår svækkede muskler og blodpropper ved at holde dig i gang. Når du hviler dig, skal du følge fysioterapeutens anvisninger omkring hvilestillinger.

Brug sko, som sidder godt fast på foden

Vi anbefaler, at du bruger sko, som sidder godt fast på foden.

Brug krykker eller andet gangredskab, når du går

Når du går, skal du bruge de krykker eller det gangredskab, du har fået udleveret.

Forholdsregler for brug af skinnen

Disse forholdsregler gælder for dig:

☐ Du må tage skinnen af, når du hviler dig.

☐ Du må tage skinnen af, når du sover.

☐ Du må tage skinnen af, når du bader.

☐ Du må tage skinnen af, når du træner.

☐ Du må ikke tage skinnen af, før du får besked om det.

☐ Der er særlige forholdsregler, der gælder for dig: ___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Praktiske forhold

Vent med at køre bil og cykle

Du kan begynde at køre bil og cykle igen, når det er forsvarligt, at du færdes i trafikken. Du må ikke køre bil eller cykle, hvis du tager stærk smertestillende medicin, eller hvis du endnu ikke kan gå normalt.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen, når du føler dig parat til det. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde 10-14 dage efter operationen. Det sker enten ved en opfølgende aftale hos os eller hos din egen læge.

Kom til kontrol

Du skal komme til kontrol efter efter operationen, hvor vi undersøger, om bruddet vokser ordentligt sammen og taler med dig om genoptræning.
Du bliver indkaldt via Digital Post eller fysisk post.

Aflevér hjælpemidler efter brug

Når du ikke længere har brug for de midlertidige hjælpemidler, som du har lånt, skal du returnere dem til det hospital, hvor du fik dem udleveret.

Kontakt dit forsikringsselskab

Hvis din skade skyldes en ulykke, og du har en ulykkesforsikring, bør du anmelde skaden hurtigst muligt til dit forsikringsselskab.

Det er også en god idé at kontakte forsikringsselskabet, hvis du skal ud at rejse de første 2-3 måneder efter operationen, da der kan være særlige retningslinjer, du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden