Hvis du har fået et brud på næsen, som giver funktionelle eller kosmetiske gener, tilbyder vi dig at rette den. Ved gentagne retninger af brud på næsen eller hvis du ikke kan behandles i lokalbedøvelse, foretages operationen i fuld bedøvelse.
På operationsdagen
Derhjemme tager du et bad og vasker hår. Du må også gerne børste tænder.
Du må ikke have make-up, neglelak, ur, smykker eller piercinger på.
Du må kun indtage din eventuelle vanlige morgenmedicin efter aftale med narkoselæge og øre-næse-hals-læge. Medbring i øvrigt din vanlige medicin inkl. naturmedicin.
Du får udleveret hospitalsskjorte, som du skal have på under operationen. Du beholder dine egne løse ankelstrømper på.
Under operationen kan du ikke have kontaktlinser på, så medbring gerne briller, hvis du har brug for det.
Medbring ikke værdigenstande og store pengebeløb.
Medbring læsestof eller anden adspredelse, da der kan forekomme ventetid.
Under operationen
Selve indgrebet varer cirka 10 - 20 minutter.
Indgrebet afsluttes med, at du får lagt en gazestrimmel ind i et eller begge næsebor for at støtte skillevæggen og forhindre blødning. Du får eventuelt lagt en gipsskinne på næsen.
Efter operationen
Du bliver vækket på operationsstuen og køres herefter til opvågningsstuen, hvor du skal være, indtil du er vågnet mere op.
Når du vågner efter operationen, kan dit syn være tåget på grund af beskyttende øjensalve, men det forsvinder, hvis du blinker et par gange.
Tilbage på afdelingen
Når du vågner efter operationen, er næsen måske stoppet af gazestrimler i begge næsebor, og du kan kun trække vejret gennem munden. Det kan føles generende og give tørhed i mund og hals. Du skal derfor drikke hyppigt og ligge med hovedet højt om natten.
I dagtiden bør du være oppegående.
Der kan komme smerter i næsen efter operationen, hvorfor du vil blive tilbudt smertestillende medicin. Det er vigtigt, at du siger til personalet, hvis du har smerter.
Du må spise og drikke almindeligt mad.
Først på aftenen er der stuegang, hvor du vil blive udskrevet. Vær opmærksom på, at du ikke selv må køre bil hjem.
Du må ikke være alene hjemme det første døgn.
Du får et mødekort med til det første kontrolbesøg i ambulatoriet. Her vil du få fjernet gazestrimlen.
Du kan fjerne gipsskinnen på 7. dagen.
Der er altid en lille risiko for at få tandskade, når du skal i fuld bedøvelse. I så fald er der i visse tilfælde mulighed for at få erstatning. Dette kan hospitalets patientvejleder hjælpe dig med.
Når du er hjemme igen
Du kan have lette tryksmerter eller hovedpine de første døgn efter operationen.
Har du smerter, tilråder vi Paracetamol samt Ibumetin.
Der kan sive lidt blodigt slim fra næsen. Brug gaze der sættes fast med plaster under næsen, som kan samle det op.
Et nys kan forskubbe mechen/mecherne. Lad derfor munden stå åben, hvis du skal nyse, så luften kommer ud den vej. Et nys kan undertrykkes ved at presse tungen mod ganen.
Den første uge efter operationen skal du tage den med ro og undgå fysisk aktivitet. Varigheden af sygemeldingen afhænger af din beskæftigelse.
Næseskillevæggen er først fuldstændig ophelet efter cirka 6 uger. Tag hensyn til dette i dagligdagen og ved sportsudøvelse, hvor der er risiko for slag mod næsen.
Komplikationer
Risikoen for komplikationer er lille, men ring til os, hvis du inden første ambulante kontrol oplever, at:
- du får stærk hovedpine
- du får blødning fra næsen, som ikke stopper på is
- mecherne falder ud
- du får feber (over 38 grader)
- du får tiltagende smerter