Bartholincyste/absces

Information om behandlingsmuligheder for Bartolincyste/absces. Wordkateter eller marsupialisation.

Behandling med Word kateter eller marsupialisation.

 

Hvad er en Bartholincyste?

På hver side af skedeindgangen ligger en kirtel lige under slimhindeoverfladen. Disse kirtler kaldes de Bartholinske kirtler. Kirtlerne producerer en klar slimet væske, som smører skedeåbningen ved samleje. Kirtlerne sidder i den bagerste del af de store kønslæber. Kirtlerne har en udførselsgang, som udmunder lige inden for skedeindgangen. Normalt kan man ikke føle kirtlerne. Hvis udførselsgangen fra en Bartholin kirtel tilstoppes, vil kirtlens sekret bliver ophobet og der dannes en cyste/absces – en Bartholincyste.

Der er to måder at behandle en bartholincyste:

  • Word kateter – foregår i lokalbedøvelse
  • Marsupialisation – lille operation der foregår i ”fuld bedøvelse” hvor man sover.

Det er i samråd med lægen, hvilken af de to behandlingsmåder der vælges.

Word kateter

I lokalbedøvelse lægges et lille snit, hvor der udtømmes væske/blod/pus og hvor der efterfølgende indføres et lille silikonekateter, hvori der oppustes en lille ballon med vand for at holde kateteret på plads. Kateteret forbliver på plads og laver en ny udførselsgang. Der kan de første par dage, forekomme sekretion fra cysten og du skal bruse dig dagligt morgen og aften, for at holde området rent. 

Kateteret falder ud af sig selv efter 3-4 uger. Hvis det ikke er faldet ud af sig selv, skal du gå til egen læge, som kan fjerne kateteret. Du må ikke anvende tampon, eller have samleje før kateteret er faldet ud eller er fjernet.

Marsupialisation

Hvis cysten er meget stor, eller sidder så uhensigtsmæssigt, at man ikke kan bedøve godt nok med lokalbedøvelse, skal behandlingen foregå i ”fuld bedøvelse”. Der foretages en lille operation, hvor der lægges et lidt større snit, hvorefter der sættes et par suturer i siderne, der kan holde cysten åben.

Du skal efterfølgende holde området rent med en håndbruser og derved sørge for, at cysten ikke gendanner sig, men heler op nedefra, ca. en uges tid. Du bør vente ca. 14 dage med samleje.

Smerter

Der kan være smerter de første par dage efter alle behandlingsmåder.  Du kan efter behov tage Paracetamol 1g (Pinex®, Pamol®, Panodil®) op til fire gange dagligt og/eller Ibuprofen 400mg (Ipren®, Ibumetin®, Brufen®) op til tre gange daglig.

Infektion

Efter indgrebet er der risiko for infektion eller gendannelse af cysten. Tegnene er smerte, varme, hævelse og evt. pus, samt temperaturstigning over 38°.

Pga. infektionsrisiko bør du undgå karbad og svømning i pool eller hav, indtil såret er helet.

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte os op til 14 dage efter indgrebet, eller gå til egen læge hvis du oplever:

  • Gener fra Word kateter eller operationen
  • Infektionstegn

Har du akutte spørgsmål, kan du kontakte akutsygeplejersken på Gynækologisk Afdeling på telefon 48 29 59 65

 

Med venlig hilsen

Personalet

Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling

Tlf: 48 29 37 60

Redaktør