At leve med stomi

En stomi er en tarmåbning på maven, hvor luft og afføring kommer ud i en pose, som er klæbet på maven.

En stomi bør ikke hindre dig i at leve et helt normalt liv. Måske kan disse spørgsmål og svar om at være stomiopereret hjælpe dig på vej.

Hvad er en stomi?

En stomi er en tarmåbning på maven.

Hvordan fungerer en stomi?

Luft og afføring kommer ud i en pose, som er klæbet på maven. Da posen er lugttæt, kan afføringen ikke lugtes. Posen er ikke lydtæt.

Kan andre se, at jeg har en stomi?

Nej, andre mennesker behøver ikke at kunne se din stomi under dit tøj.

Kan jeg selv bestemme, hvor stomien skal sidde?

Du og sygeplejersken taler om, hvor det i forhold til din kropsbygning og tøjstil vil være bedst at placere stomien. Stomistedet bliver markeret med en pen inden operationen. Lægen vil under operationen så vidt muligt følge markeringen.

Kan jeg kontrollere afføringen fra stomien?

Nej, du kan ikke kontrollere, hvornår der kommer afføring fra stomien, men du kan ved at spise regelmæssigt og sundt få et nogenlunde regelmæssigt afføringsmønster.

Hvordan lærer jeg at passe min stomi?

Du vil blive oplært i at passe din stomi af personalet i afdelingen. Du er velkommen til at have en pårørende med til dette. Oplæringen vil kræve en aktiv indsats fra din side.

Hvordan får jeg fat i stomiposerne?

Stomibandager er gratis i Danmark for dem, som bruger stomi. Efter udskrivelsen skal du bestille poserne selv, enten fra hospitalet eller fra en forhandler.

Kan jeg fortsætte med mine tidligere aktiviteter?

En stomi bør ikke være en hindring for at leve et aktivt liv. Dette gælder såvel arbejdsmæssigt som sportsligt og seksuelt.

Skal jeg være på diæt, når jeg har fået min stomi?

Nej, som udgangspunkt vil du kunne tåle at spise og drikke, som du plejer.

Hvor kan jeg få hjælp efter udskrivelsen?

Du vil få tilbudt besøg af en hjemmesygeplejerske. Du er også velkommen til at kontakte Stomiambulatoriet på Kirurgisk Afdeling.

Hvis du har spørgsmål, står vi gerne til rådighed med individuelle samtaler før og efter operationen.

Venlig hilsen

Lotte Voergaard og Jette Henning
Stomisygeplejersker på Kirurgisk Afdeling

Redaktør