Gå til hovedindhold

Arvæv i knæet (Brisement forcé) - Øvelser efter behandling af sammenvoksning

Øvelser efter Brisement forcé der forebygger, at arvævet vokser sammen igen.

Kort om øvelserne

Som en del af behandlingen skal du lave øvelser for at forhindre, at arvævet i knæet vokser sammen igen. Når du træner, forebygger du blodpropper, bevarer bevægelighed og får styrke i musklerne. Umiddelbart efter du er vågnet af bedøvelsen, skal du starte med at genoptræne.

Du skal lave øvelserne 3 gange om dagen.
Vi taler med dig om, hvor mange gange du skal lave de enkelte øvelser.

Det er normalt, at det gør ondt, når du træner. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt imens. Følg den plan, du har fået udleveret sammen med den smertestillende medicin.

Træn på motionscykel

Hvis du har mulighed for det, skal du begynde at træne på motionscykel umiddelbart efter operationen. Start med at indstille cyklen til en lav eller ingen modstand. Vi taler med dig om, hvor ofte du skal cykle.

Bevæg fødderne ofte

Du skal vippe med fødderne så ofte som muligt for at hjælpe blodomløbet i gang.

Øvelse 1 

Du skal sidde yderst på en stol med en klud eller plastikpose under foden.  

  • Bøj benet, og træk foden ind under dig så meget som muligt. Hælen skal blive i underlaget. 
  • Hold stillingen i 20 sekunder.
  • Lad foden glide frem igen.

Øvelse 2 

Du skal sidde yderst på sædet af en stol med begge fødder på gulvet.

  • Stræk benet foran dig. Hold hælen i gulvet, og lad tæerne pege opad.
  • Læn overkroppen langsomt frem over knæet, og pres ned på det med hånden, til du mærker et stræk i knæhasen og baglåret.
  • Træk benet tilbage, og sid med begge fødder på gulvet igen.
  • Gentag med modsatte ben. 

Øvelse 3 

Du skal stå foran et bord eller en stol. Støt hænderne på bordet eller stolen foran dig, og ret ryggen.

  • Læg vægten på det raske ben.
  • Bøj og løft det andet knæ op foran dig.
  • Sænk benet igen.
  • Gentag med det andet ben. 

Øvelse 4

Du skal stå med vægten fordelt ligeligt på begge ben og med fødderne vendt lige frem. Støt dig eventuelt til et gelænder eller bord.

  • Bøj lidt i knæene. Hold knæene lige frem, og lad dem pege ud over fødderne.
  • Ret dig op igen.

Øvelse 5 

Du skal stå foran en stol eller et bord. Støt hænderne på stolen eller bordet foran dig, og ret ryggen.

  • Læg vægten på det raske ben, og før det andet ben bagud.
  • Før benet tilbage igen.
  • Gentag med det andet ben.

Øvelse 6 

Du skal stå foran et trappetrin eller en lav skammel. Sæt foden op på trinnet eller skamlen, så du bøjer i knæet.

  • Bevæg overkroppen fremad, og bøj yderligere i knæet. Når du bøjer i knæet, skal det pege lige frem og ud over tæerne.
  • Før kroppen tilbage, og stræk knæet på forreste ben.
  • Ret dig op igen, og skift ben. 

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/48q eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Massér arret

For at forbedre blodgennemstrømningen og mindske arvæv skal du massere arret. Massér blidt, indtil arret er helet.

  • Sæt en finger på hver side af arret og skub det fra side til side som et ’Z’ i 5 sekunder. Gentag 10 gange.
  • Sæt to fingre på arret og træk dem fra hinanden i arrets længderetning i 5 sekunder. Gentag 10 gange.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden