Gå til hovedindhold

Arm i gips - skadet

Genoptræningen skal begynde, mens du har gips på.

Kort om øvelserne

Når du har skadet din arm, skal du lave øvelser for at genoptræne bevægelighed og styrke i musklerne.

Når du kommer hjem

Brug slyngen rigtigt

Slyngen skal sidde, så hånden er højere oppe end albuen. Brug slyngen den første dag bortset fra om natten. Hvis du har gips på hele armen, kan du bruge slyngen, når du har smerter.

Brug ikke smykker på hånden, der har gips på

Du skal undgå at bruge fingerringe på hånden, der har gips på, da fingrene kan hæve.

Brug hånden, selvom du har gips på

Du skal bruge hånden hver dag, selvom du har gips på, så du bevarer så meget styrke og bevægelighed som muligt og undgår hævelse. Brug fx armen som normalt, når du tager tøj på, gør rent og spiser. Du skal dog vente 6-8 uger med at løfte tunge ting fx fyldte indkøbsposer.

Øvelser

Du skal genoptræne med det samme

Du skal starte på øvelserne, mens du har gips på. Øvelserne gør, at du hurtigere får styrken og bevægeligheden tilbage. Vi introducerer dig til, hvordan du skal gøre.

Du skal træne så ofte som muligt og lave hver øvelse 5-10 gange.

Hvis du får ondt, mens du træner, skal du holde 30 minutters pause og derefter fortsætte dine øvelser. Hvis du har fået en slynge på, skal du tage den af, når du træner.

Øvelse 1

  • Stræk alle fingre.
  • Knyt hånden i en glidende bevægelse ved først at bøje de yderste led af fingrene, derefter de mellemste led og til sidst de nederste led af fingrene.
  • Stræk fingrene igen.
Illustration af øvelse

Øvelse 2

  • Knyt hånden. Hold eventuelt om en lille bold.
  • Stræk og spred fingrene.
Illustration af øvelse

Øvelse 3

Du kan ligge, sidde eller stå.

  • Saml fingrene og spred dem derefter så meget som muligt.
  • Bøj og stræk tommelfingeren.
Illustration af øvelse

Øvelse 4

  • Saml og spred fingrene så meget som muligt.
Illustration af øvelse

Øvelse 5

  • Før tommelfingeren til håndfladen på det punkt, hvor lillefingeren starter. Lad tommelfingeren lave en bue, og hold så meget afstand til håndfladen som muligt.
  • Før tommelfingeren tilbage til udgangspunktet.
Illustration af øvelse

Øvelse 6

  • Spred fingrene så meget som muligt.
  • Før tommelfingeren til spidsen af hver af de andre fingerspidser én efter én. Du skal lave et stort ’O’ med hver af fingrene. Stræk fingrene mellem hvert ’O’.
Illustration af øvelse

Øvelse 7

  • Løft begge skuldre op mod ørerne, og hold dem der i 5 sekunder.
  • Sænk skuldrene igen, og slap af.
Illustration af øvelse

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/9mi eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

QR-kode

Værd at vide

Vi vurderer, om du skal undersøges for knogleskørhed

Hvis vi vurderer, at bruddet kan skyldes knogleskørhed, bliver du henvist til din egen læge. I nogle tilfælde skal du også have taget blodprøver. Knogleskørhed er let at behandle, hvilket nedsætter risikoen for flere knoglebrud.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden