Du skal have undersøgt, hvor godt dit hjerte arbejder under belastning, ved et arbejds-ekg. Du cykler på en motionscykel, mens vi undersøger, om dit hjerte slår uregelmæssigt, om dit hjerte slår for hurtigt, og om pulsen og blodtrykket stiger som forventet.
Du skal forvente at være på hospitalet i 1-1½ time i forbindelse med undersøgelsen.
Undersøgelsen
Vi sætter elektroder fast med klistermærker på din brystkasse og ryg, så vi kan følge din hjerterytme, mens du cykler. Mænd cykler i bar overkrop, og kvinder kan beholde en BH eller top på under testen. Vi måler dit blodtryk før, under og efter arbejds-ekg'et. Du skal cykle på en motionscykel i cirka 10-15 minutter, hvor belastningen gradvist øges. Belastningen gør, at det føles som at cykle op ad bakke. Vi fortæller dig, hvor hurtigt du skal cykle. Det er vigtigt, at du cykler så længe, du kan. Hvis du undervejs oplever, at du ikke kan cykle mere på grund af åndenød, brystsmerter eller udmattelse, skal du sige til. Testen er færdig, når du har nået maksimal belastning.
Undersøgelsen varer 1-1½ time.