Hvad er en analfistel?
En analfistel er en tunnel fra en indre åbning i endetarmskanalen til en anden åbning enten indvendigt i endetarmskanalen/tarmen eller udvendigt i huden.
Tilstanden ledsages ofte af byldedannelse i eller omkring endetarmen, siven med betændelsesvæske eller blod fra den ydre åbning og varierende grader af ømhed og smerte.
Analfistler opstår på grund af en blokering af analkirtlernes udførselsgange og har intet at gøre med afføringsvaner/forstoppelse, seksualliv, kost eller livsstil i øvrigt. Dog kan nogle betændelsestarmsygdomme (specielt Morbus Crohn) føre til udvikling af analfistler.
Hvis du har betændelsestarmsygdom, eller din læge mistænker dette, vil du blive henvist til yderligere undersøgelser.
Hvordan undersøger man for analfistler?
Du vil blive indkaldt til et ambulatorie, hvor din læge vil spørge til din historie med specielt fokus på byldedannelse og smerter/ubehag i eller omkring endetarmen og i mellemkødet. Du vil blive spurgt ind til din evne til at holde på luft og afføring (kontinens) og tidligere operationer i eller omkring endetarmen.
Du vil også blive spurgt ind til symptomer, der kunne tyde på betændelsestarmsygdom og om eventuelle andre sygdomme eller tilstande.
Du vil også blive spurgt ind til generelle helbreds-relaterede ting, såsom ryge- og alkoholvaner, medicin og allergier.
Selve undersøgelsen består i en fysisk undersøgelse af balder, endetarmskanal og eventuelt af underlivet hvis nødvendigt. Du vil få foretaget en ultralydsscanning i endetarmen og din læge vil mærke i endetarmen.
Undersøgelsen gør ikke ondt, og kræver ikke udrensning inden dit besøg.
Hvad kan jeg selv gøre hvis jeg har en analfistel?
Din læge vil tale med dig om hvilke behandlingsmuligheder, der er for dig. Dette afhænger blandt andet af fistlens placering i forhold til lukkemusklerne.
I ventetiden på behandling er det vigtigt, at du er opmærksom på symptomer på byldedannelse i eller omkring endetarmen. Dette vil almindeligvis vise sig som en øm/smertende udfyldning ved endetarmen, smerter ved afføring, feber og eventuelt siven med pus fra endetarmen eller den ydre fistelåbning.
Hvis du har en ydre fistelåbning (et hul i huden ved endetarmen), kan du med fordel massere området dagligt for at holde dette åbent og udtømme eventuelt væske. Dette vil hindre udvikling af bylder og mindske eventuel ømhed.