Akut og kronisk pilonidalcyste

Pilonidalcyster er en lidelse lokaliseret i furen mellem balderne.

Hvad er en pilonidalcyste?

Pilonidalcyster opstår hyppigst i aldersgruppen 16 - 20 år. I nogle tilfælde er der ingen symptomer og derfor ingen behov for behandling.

Pilonidalcyster er en lidelse lokaliseret i furen mellem balderne. Der kan være en eller flere åbninger i huden, som typisk strækker sig 2 - 5 cm opad mod ryggen. Åbningen (fistelåbning) tættest på endetarmsåbningen indeholder ofte afstødte hår. Fistlerne kan strække sig ud på balderne og føles som hårde områder i fedtvævet i underhuden.

Hvilke symptomer optræder?

I 50 % af tilfældene starter symptomerne med ømhed, hævelse og rødme af huden, som kan være tegn på infektion og udvikling af byld i huden. Andre har en kronisk tilstand med periodevis udtømmelse af væske fra en eller flere små åbninger til hudens overflade.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles ved en klinisk undersøgelse i ambulatoriet.

Vanlig medicin

Vi beder dig medbringe din egen vanlige medicin samt en medicinliste.

Behandling

Behandlingsmetoden afhænger af, om der er tale om en byld eller en kronisk pilonidalcyste.

Ved akut byld i en pilonidalcyste

Det vigtigste er at få tømt bylden, så smerterne forsvinder, og bakterierne kan skylles væk. Vi foretager derfor en lille operation enten i lokal eller fuld bedøvelse. Anlæggelse af lokalbedøvelsen kan gøre lidt ondt. Der skæres et lille snit i huden svarende til bylden, og betændelse samt evt. løse hår fjernes. Såret skylles, og der lægges en forbinding, og du får også et gennemsigtigt, vandtæt plaster på.

Efter operationen

Efterfølgende kan du tage brusebad, hvis du ikke gnider på plasteret. Efter 1-2 døgn fjerner du selv plasteret og skyller den resterende forbinding ud med en håndbruser. Denne ligner vat, eller - hvis den har suget væske til sig - gele. Herefter kan du bruge en tør forbinding, f.eks. et trusseindlæg.

Du skal vaske huden omkring såret med en flydende neutral sæbe (pH 4,5-7) og skylle såret rent med en håndbruser 2 gange dagligt, samt efter afføring.

Du vil blive indkaldt til kontrol i ambulatoriet efter ca. 3 måneder, så vi kan kontrollere, om såret er helet op og planlægge evt. videre behandling.

Ved kroniske pilonidalcyster

Ved kronisk pilonidalcyster vil du blive indkaldt til vurdering i ambulatoriet. Her vil vi informere dig om den behandling, som vi synes, du skal tilbydes. Afhængigt af størrelsen af pilonidalcysten og evt. tidligere operationer vil du blive tilbudt en af følgende operationer: Pit-pick-operation eller en Kløft-løft operation. Hvis der ikke er grund til operation, tilbydes du ny kontrol i vores ambulatorium.

Hvad er en pit-pick-operation?

Pit-pick-operationen foretages i lokalbedøvelse. Operationen ligner operationen ved den akutte byld, men snittet er lidt større, og vi fjerner også åbningerne i midtlinjen med nogle små snit på størrelse med et riskorn. Disse små sår lukker vi med en lille nylontråd.

Hvis der er åbninger ude på balderne, åbner vi disse lidt mere, så der ikke samler sig væske i bunden af såret. Der lægges en forbinding i såret med gennemsigtigt, vandtæt plaster over.

Efter operationen

Efterfølgende kan du tage brusebad, hvis du ikke gnider på plasteret. Efter 1-2 døgn fjerner du selv plasteret og skyller den resterende forbinding ud med en håndbruser. Denne ligner vat, eller - hvis den har suget væske til sig - gele. Herefter kan du bruge en tør forbinding, f.eks. et trusseindlæg.

Du skal vaske huden omkring såret med en flydende neutral sæbe og skylle såret rent med en håndbruser 2 gange dagligt samt efter afføring.

Du vil blive indkaldt til ambulant kontrol efter ca. 2 uger, hvor nylontrådene fjernes. Efter 4 uger vil du blive kontrolleret af kirurgen i ambulatoriet. Du afsluttes ikke, før sårene er helet helt op.

Kløft-løft-operation

Ved kløft-løft-operationen fjernes det syge væv med diverse hudåbninger og cyster. Hvis du bliver tilbudt denne operation, vil du blive informeret mundtligt og skriftligt ved den ambulante vurdering.

Når du kommer hjem

Hvis du har fået tømt en byld eller foretaget en pit-pick-operation, kan du forlade hospitalet, når kontrolforløbet er arrangeret. Det anbefales at tage 1 g Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) 3-4 gange i døgnet de første dage mod smerter. Denne håndkøbsmedicin skal du selv købe på apoteket. Du kan genoptage dit arbejde og dine daglige fysiske aktiviteter inkl. evt. sportsudøvelse i fuldt omfang umiddelbart efter operationen.

Komplikationer til operationen

Umiddelbart efter operationen kan der opstå blødning. I tilfælde af dette stopper blødningen næsten altid ved kompression, dvs. tryk over såret i 5-10 min. Hvis forbindingen lækker inden ambulant kontrol, skal forbindingen blot forstærkes med en tør forbinding.

Efter en pit-pick-operation ses tilbagefald af pilonidalcysten hos kun ca. 10 %. Der ses hos nogle patienter problemer med opheling af sårene. Hos ca. 10 % heler såret ikke efter 2-3 måneder, og du tilbydes en ny operation.

Der ses sjældent komplikationer i form af infektion (feber, smerter og betændelse i såret). Dette kræver tidligere kontrol i ambulatoriet end aftalt, og du kan kontakte os på tlf. 4829 3580 på hverdage. Udenfor dagtiden skal du ringe til Akuttelefonen på 1813.

Forebyggelse

For at undgå tilbagefald kan du et par gange om måneden fjerne alle hår i sårområdet med en barbermaskine eller en engangsskraber. Desuden tilrådes omhyggelig hygiejne. Det vil sige, at du 2 gange dagligt og helst også efter afføring vasker området med en flydende neutral sæbe.

Det vil være befordrende for sårhelingen, at du er opmærksom på at indtage proteinrig kost.

Forbrug af tobak og alkohol har en negativ indflydelse på sårheling.

Udskrivelsesbrev

Efter operationen sender vi en kopi af operationsbeskrivelsen til din praktiserende læge, hvori vi kort oplyser om diagnose, behandling, eventuelle komplikationer, efterbehandling, ordineret medicin og ambulant kontrol.

Ved problemer efter afsluttet forløb bedes du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen på 1813.

Redaktør