Gå til hovedindhold

Aksekorrigerende operation - øvelser efter

Øvelsesprogram til tiden efter en aksekorrigerende operation i knæet.

Kort om øvelserne

Når du er blevet opereret, skal du lave øvelser for at genoptræne bevægelighed, få styrke i musklerne og for at undgå blodpropper. Du skal starte din genoptræning hurtigst muligt, da det giver det bedste resultat.

Du skal træne 3 gange om dagen. Vi taler med dig om, hvor mange gange du skal lave de enkelte øvelser. For at få en god balance mellem hvile og træning, skal du kun træne om dagen, så du kan hvile dig om natten.

Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner. Følg den plan, du har fået udleveret sammen med den smertestillende medicin.

Skift mellem at bevæge og hvile knæet

De første 2-3 dage efter operationen skal du skifte mellem at bevæge dit knæ let og hvile det. Bevæg gerne knæet hver time ved at bøje og strække det så meget som muligt, eller gå lidt omkring. Vip ofte med foden, både når du sidder og ligger. Efter 2-3 dage skal du gradvist genoptage dine hverdagsaktiviteter.

Brug is ved smerter og hævelse

Du kan lindre smerter og hævelse i knæet med is. Tag fx en pose isterninger eller frosne grøntsager, og læg et viskestykke omkring. Læg det på knæet i 15-20 minutter ad gangen op til 5 gange om dagen.

Brug krykker, når du går

Når du går, må du gerne støtte på benet, men du skal bruge de krykker, du har fået udleveret. Vi anbefaler, at du bruger stødabsorberende sko, fx løbesko der sidder godt fast på fødderne.

Hold knæet strakt og let løftet, når du hviler

Det er godt for knæets bevægelighed at blive strakt og bøjet. Men når du ligger, skal du så vidt muligt altid holde knæet strakt og let løftet for at mindske risikoen for hævelse, blødning og smerter.
Hold benet løftet ved at lægge et par bøger under fodenden af din seng, eller læg en pude under benet, så den støtter hele underbenet fra knæhasen til anklen. Sørg for, at puden ikke kun ligger under knæet, da det kan påvirke dit knæ, så du kan få svært ved at strækket benet helt ud.
Når du sidder, skal du lægge underbenet op på en stol eller skammel.

Bevæg fødderne ofte

Du skal vippe med fødderne så ofte som muligt for at hjælpe blodomløbet i gang.

Øvelse 1

Du skal ligge på ryggen med strakte ben.

  • Bøj benet, og lad foden glide op langs underlaget. Du kan eventuelt lægge en plastikpose under foden, så den glider bedre.
  • Lad foden glide tilbage, indtil benet igen hviler på underlaget.
  • Gentag med modsatte ben.

Øvelse 2

Du skal sidde yderst på en stol med en klud eller plastikpose under foden.

  • Bøj benet, og træk foden ind under dig så meget som muligt. Hælen skal blive i underlaget.
  • Hold stillingen i 20 sekunder.
  • Lad foden glide frem igen.

Øvelse 3

Du skal sidde helt tilbage i sædet på en stol eller på sengekanten, så lårene er godt understøttede.

  • Stræk knæet, og løft benet op, så foden løftes fra gulvet.
  • Hold stillingen i cirka 10 sekunder.
  • Bøj knæet, mens du sætter foden ned igen.
  • Gentag med modsatte ben.

Øvelse 4

Du skal sidde på en stol med armlæn. Dine ben skal være let forskudt med det opererede ben foran det andet.

  • Ryk frem, så du sidder yderst på stolen, og læn overkroppen lidt frem.
  • Sæt fra med hænderne på armlænene, rejs dig, og ret dig op. Det meste af din vægt skal være på det raske ben.
  • Sæt dig ned igen, mens du eventuelt støtter dig til armlænene.

Øvelse 5

Du skal stå foran en stol eller et bord. Støt hænderne på stolen eller bordet foran dig, og ret ryggen.

  • Læg vægten på det raske ben, og før det andet ben bagud.
  • Før benet tilbage igen.
  • Gentag med det andet ben.

Øvelse 6

Du skal stå foran et bord eller en stol. Støt hænderne på bordet eller stolen foran dig, og ret ryggen.

  • Læg vægten på det raske ben.
  • Bøj og løft det andet knæ op foran dig.
  • Sænk benet igen.
  • Gentag med det andet ben.

Øvelse 7

Du skal stå med det ene ben foran det andet.

  • Læg kropsvægten på det forreste ben, mens du holder knæet strakt.
  • Læg vægten tilbage på bagerste ben.
  • Lad benene skifte plads.
  • Gentag med det andet ben.

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/8s4 eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden