Afføringsinkontinens

Afføringsinkontinens er ufrivillig afføring og kan medføre mange gener. Disse gener kan i mange tilfælde afhjælpes ved kostregulering, medicin eller anden praktisk behandling.

Afføringsinkontinens er ufrivillig afføring og kan medføre mange gener. Disse gener kan i mange tilfælde afhjælpes ved kostregulering, medicin eller anden praktisk behandling. I enkelte tilfælde kan det blive nødvendigt med en operation. I denne vejledning kan du læse om behandling af afføringsinkontinens uden operation.

 

I mange tilfælde kan man nå langt med forholdsvist simple midler.

Principperne ved behandling uden operation er:

  • At afføringen skal have en passende konsistens, helst formet.
  • At endetarmen skal være tømt eller lukket, så der ikke opstår uheld.
  • At man skal have en stærk bækkenbundsmuskulatur.

Afføringens konsistens skal helst være blød, ikke fast og heller ikke flydende. På den måde er det nemmere at kontrollere afføringen.

Blød afføring kan opnås på flere måder.

Kost og motion

Kost: Det er vigtigt at spise sund, varieret og fiberrig kost og spise regelmæssige måltider (læs artiklen: ”KOSTVANER – der afhjælper de fleste fordøjelsesproblemer”).  Af særligt fiberrige produkter kan nævnes All Bran eller Fiber Sund (morgenmadsprodukter). Drik 1½ liter væske dagligt. 

Motion: Tarmfunktionen stimuleres af fysisk aktivitet. For lidt motion nedsætter tarmbevægelserne og kan derfor give fast afføring/forstoppelse. Meget motion øger tarmbevægelserne og kan derfor medvirke til at blødgøre afføringen.

Tarmregulerende midler

Hvis du ikke kan regulere afføringens konsistens tilstrækkeligt med kost og motion, anbefaler vi brug af tarmregulerende midler.

Ved fast afføring:

”HUSK” psyllium-frøskaller: ”HUSK” er et fiber-tilskud bestående af loppefrøskaller. Det øger mængden af tarmindhold, suger væske til tarmindholdet og samler afføringen, så den bliver mere ensartet. ”HUSK” kan  anvendes ved både tynd afføring og forstoppelse. Desuden kan det mindske lugtgener ved ufrivillig luftafgang.

Anbefalet dosis:

- Pulver: 2-3 tsk. pulver 1- 2 gange dagligt, som kan drysses på yoghurt eller lignende, eller røres op i vand, saft eller juice.

- Pulver med lemon- eller solbærsmag: 1 brev 1-2 gange dagligt røres op i 1 glas vand (1,5 dl).

- Kapsler: 6-10 kapsler 1-2 gange dagligt.Kan købes i de fleste dagligvarebutikker, i Matas og på apoteket.

Vigtigt: Drik et stort glas vand umiddelbart efter indtagelsen. Det samlede væskeindtag i døgnet bør være 1½ liter. Hvis du føler, at tarmfunktionen bliver mere træg, skal du nedsætte dosis.

Magnesia: Magnesia suger væske til tarmindholdet, så afføringen bliver mere blød.

Anbefalet dosis:

1-3 tabletter á 500 mg 1 gang dagligt. Kan eventuelt kombineres med ”HUSK”. Kan købes i håndkøb på apoteket.

Movicol: Indholdsstofferne i Movicol suger væske til tarmindholdet, så afføringen bliver mere ensartet.

Anbefalet dosis:

1 brev pulver opløst i et halvt glas vand 1-3 gange dagligt. Kan købes i håndkøb på apoteket.

Ved flydende eller tynd afføring

Pludselig opstået diaré skal du altid tale med din læge om.

Hvis du altid har flydende/tynd afføring og er afføringsinkontinent, eller du har svært ved at holde dig, når afføringstrangen melder sig, kan du måske have glæde af at tage medicin som regulerer konsistensen af tarmindholdet (”HUSK” eller ”HUSK med kalk”), eller stopper tarmfunktionen (Imodium eller Propiden).

”HUSK”: Se under afsnittet ”Ved fast afføring”.

”HUSK med kalk”: Ligesom almindelig ”HUSK” hjælper loppefrøskallerne i ”HUSK med kalk” med at binde væske i tarmen og samle afføringen. Derudover  hjælper kalken med at neutralisere de stoffer, der irriterer tarmen og medfører diaré.

Imodium/Propiden: Imodium/Propiden virker ved at hæmme tarmens bevægelser og øge optagelsen af vand fra tarmen, så afføringen bliver fastere og ikke så hyppig.

Anbefalet dosis:

Imodium/Propiden tabletter á 2 mg. Startdosis 1-2 tabletter.

Hold derefter pause i 1 time. Tag derefter 1 tablet efter hver uformet afføring. Maksimalt 8 tabletter i døgnet.

Kan købes i håndkøb på apoteket.

Når tarmen skal i gang igen

Hvis du gerne selv vil kontrollere, hvornår tarmen skal fungere, kan du kombinere et stoppemiddel med glycerolstikpiller eller bruge klystersprøjten (se nedenfor), eller du kan afvente at virkningen af stoppemidlet ophører. Så vil tarmen gå i gang af sig selv.

Tømning/lukning af endetarmen

Til tømning af den nederste del af tarmen kan du bruge forskellige hjælpemidler, som enten sætter gang i tarmens bevægelser (peristaltikken) og/eller blødgør tarmindholdet. Nedenstående hjælpemidler kan bruges, både når man har haft afføring og ikke føler, at tarmen er fuldstændig tømt, og når man gerne vil fremskynde afføringen, fx inden man skal på arbejde.

Skylning med klystersprøjte

En klystersprøjte kan anvendes til at tømme endetarmen for afføring som du føler ikke er kommet ud efter toiletbesøg. Du skal således anvende klystersprøjten efter du har haft afføring.

Ved hjælp af klystersprøjten fyldes endetarmen med lunkent vand. Derved blødgøres resterende afføring og desuden fremkalder vandet tarmbevægelser (peristaltik).

Sådan gør du:

Sprøjten fyldes med lunkent vand ved at klemme den sammen og suge vandet op fra fx håndvasken. Sæt dig herefter på toilettet og indfør forsigtigt den hvide del af sprøjten i endetarmen og klem vandet ud. Hold sprøjten klemt sammen, når du tager den ud.

Afvent herefter afføringstrang, oftest inden for få minutter. Du må gerne presse lidt som ved almindeligt toiletbesøg. Du kan gentage skylningen efter behov. Rengør klystersprøjten med håndsæbe og lunkent vand.

Klystersprøjten kan du få udleveret fra klinikken eller købe i Matas, på apoteket eller på internettet på:

www.nygaardtoender.com og skrive klystersprøjte i søgefeltet. Pris ca. 60 kr.+ fragt.

Glycerolstikpiller

Glycerolstikpillen indføres i endetarmen med den flade ende først. Stikpillen fremkalder tarmbevægelser (peristaltik) og derved tømmes det sidste afføring ud af endetarmen. Det er forskelligt fra person til person, hvor hurtigt stikpillen virker, men ofte  inden for 15 minutter.
Glycerolstikpiller opbevares i køleskab.
De fås i håndkøb på apoteket. 

Hvis du ikke oplever effekt af glycerolstikpille eller skylning med klystersprøjte, kan du skylle med en større mængde vand. Denne behandling kaldes ”transanal irrigation”. Oplæring i dette foregår via specialafdeling.


Analpropper

Hvis du har problemer med at holde på luft eller oplever lettere sivning af afføring, kan du anvende analpropper. Hvis du har normal følelse i endetarmen, kan analproppen være generende og give afføringstrang. Der er mulighed for vejledning i anvendelsen og for udlevering af prøvepakninger.


Bækkenbundstræning

Mange kvinder med afføringsinkontinens vil have gavn af bækkenbundstræning. Vi har mulighed for at henvise dig til bækkenbundstræning, enten her på Hillerød Hospital eller i din kommune. Du kan desuden få en grundig information og vejledning om bækkenbundstræning via hjemmesiden www.gynzone.dk. På denne hjemmeside kan du også læse om andre forhold vedrørende store bristninger i forbindelse med fødsel.

Kontakt til Bækkenbundsklinikken

Har du spørgsmål til ovenstående eller anden del af behandlingen, er du meget velkommen til at ringe til os i Bækkenbundsklinikken på telefon: 4829 3766.
Telefontid: Mandag til fredag kl. 8-15.


Venlig hilsen
Personalet i Bækkenbundsklinikken

 

 

Redaktør