Abemaciclib, Behandling med

Denne patientinformation henvender sig til patienter med udbredt, hormonfølsom brystkræft. Formålet med behandlingen med Abemaciclib er at få spredningen af sygdommen i ro og måske forsvinde. Bivirkninger og andre vigtige information er beskrevet i patientinformationen.

I denne pjece finder du de vigtigste oplysninger om behandlingen og den er at supplement til vores mundtlige information.

Abemaciclib og anti-hormonbehandling

Du har udbredt, hormonfølsom brystkræft, der enten ikke kan opereres, fordi sygdommen har spredt sig udenfor brystområdet eller der er kommet tilbage med spredning. Formålet med behandlingen er at få din kræftsygdom til at gå i ro og måske endda at forsvinde i en periode. Formålet er også at bidrage til, at du kan opretholde din livskvalitet bedst muligt.

Sådan virker Abemaciclib

Abemaciclib tilhører en ny klasse af lægemidler kaldet CDK-4/6 hæmmer. Medicinen hæmmer nogle proteiner, der kaldes for CDK 4 og 6. Disse proteiner er unormalt aktive i visse former for brystkræft og får kræftcellerne til at vokse ukontrolleret. Når vi kan hæmme disse proteiner, kan væksten af kræftcellerne hæmmes; kræftknuden gøres mindre og kræftens udvikling forsinkes.

Samtidig antihormonbehandling

Abemaciclib virker bedst, hvis den gives sammen med antihormoner. Du får enten en daglig tabletbehandling med aromatasehæmmer (Letrozol, Anastozol eller Exemestan) eller en indsprøjtning dybt i hver balde hver 4. uge med Fulvestrant, som gives i ambulatoriet. Du modtager særskilt patientinformation om dette. Lægen vil anbefale den antihormonbehandling, der er den bedste til dig.

Sådan tager du Abemaciclib

Tag altid Abemaciclib, som din læge har anbefalet det. Den mest almindelige startdosis er 150 mg Abemaciclib to gange dagligt. Dosis kan nedsættes efter lægens skøn.

  • Abemaciclib tages som tabletbehandling 1 tablet morgen og 1 tablet aften.
  • Tag Abemaciclib på omtrent samme tidspunkt morgen og aften.
  • Abemaciclib kan tages med eller uden mad, men tages Abemaciclib sammen med mad, kan dette forebygge bivirkninger, som eventuelt mavegener og kvalme.
  • Slug Abemaciclib tabletterne hele med et glas vand. Du må ikke tygge, knuse eller åbne dem, inden de sluges.
  • Indtag ikke en tablet, hvis den er brudt, revnet eller på anden måde ikke er intakt.
  • Hvis du kaster op eller glemmer en tablet, skal du ikke tage en yderligere tablet. Tag den næste ordinerede tablet som planlagt.
  • Undgå at indtage grapefrugt, grapefrugtjuice, granatæble eller granatæblejuice mens du tager Abemaciclib, da det kan øge indholdet af Abemaciclib i blodet.

Fortæl din læge, hvis du for nylig har taget, eller måske vil tage andre lægemidler, herunder vitamintilskud eller andet, da Abemaciclib kan påvirke visse lægemidlers virkemåde. Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaring, men sørg for at pakningerne altid er utilgængelige for børn.

Bivirkninger

Som alle andre lægemidler kan Abemaciclib medføre bivirkninger. Indlægssedlen, som du finder i pakningen, indeholder en liste over de bivirkninger, der kan forekomme, mens du tager Abemaciclib. Tal med din læge, hvis du oplever bivirkninger, også selvom de ikke står i denne vejledning eller på indlægssedlen.

  • Diarré er den mest almindelige bivirkning ved Abemaciclib.

Andre almindelige bivirkninger er:

  • Fald i antallet af hvide blodlegemer (kaldet neutropeni eller leukopeni), røde blodlegemer og blodplader
  • Fald i de hvide blodlegemer betyder et mindsket beredskab over for infektioner, oftest inden for de første 2 måneder af behandlingen. Det kan betyde, at du skal holde pause i din behandling med Abemaciclib og at dosis evt. skal nedsættes.

Det kan vise sig ved:

  • Infektioner
  • blodprop i vene
  • træthed
  • nedsat appetit
  • irritation i mundhule og læber
  • mundtørhed og smagsforstyrrelser
  • kvalme
  • opkastning
  • hudkløe og udslæt
  • hårtab/hårudtynding
  • stigning i lever- og nyretal.

Håndtering af mulige bivirkninger ved Abemaciclib

Hvis du får diarré, skal du straks begynde at tage den diarréstandsende medicin, du har fået udleveret. Hvis du har diarré lignende afføring mere end 4 gange i døgnet, når du tager diarréstandsende medicin efter anvisningerne, skal du kontakte sundhedspersonalet i ambulatoriet. Følg den udleverede vejledning for behandling af diarré.

Følgende råd kan være med til at lindre diarrésymptomer

  • Drik rigeligt med klar væske (f.eks. vand, tynd te, æblejuice, bouillon) for at erstatte mistet væske.
  • Spis små hyppige måltider i stedet for 3 store.
  • Undgå fedtholdige fødevarer, fuldkorn, rå frugt og grøntsager, koffein, meget stærk eller krydret mad, mælk eller mælkeprodukter.
  • Spis fødevarer med et højt kaliumindhold (f.eks. bananer, kartofler, abrikoser)
  • Drik ikke alkohol, og brug ikke tobak-
  • Når diarréen begynder at aftage, skal du spise små mængder mad, der er let at fordøje som f.eks. ris, bananer, æblepuré, yoghurt, kartoffelmos, fedtfattig hytteost og ristet brød.

Kvalme

Hvis du har kvalme eller kaster op, er det bedst, at du taler med sundhedspersonalet i ambulatoriet. De kan fortælle dig, hvordan du skal håndtere dine symptomer, eller de kan ordinere medicin, som kan hjælpe. Ud over vejledning fra personalet kan du få det bedre, hvis du følger disse råd:

  • Spis små, hyppige måltider i stedet for 3 store.
  • Forsøg at spise fødevarer med højt kalorieindhold, der er nemmere at spise (desserter, is, yoghurt) flere gange om dagen.
  • Undgå stegt mad, fedtholdige fødevarer eller fødevarer med en stærk lugt.
  • Spis neutrale fødevarer som f.eks. ristet brød og kiks.
  • Nip til lidt vand i løbet af dagen, da væskemangel kan give kvalme.
  • Brug afslapningsteknikker som f.eks. dybe vejrtrækninger.
  • Når du får kvalme, kan du forsøge at aflede din opmærksomhed ved hjælp af f.eks. musik, tv eller ved at være sammen med andre.

Hårtab/hårudtyndning

Tydeligt hårtab med Abemaciclib er sjældent, men udtynding af håret kan forekomme.

Fald i antallet af hvide blodlegemer, røde blodlegemer og blodplader

Abemaciclib kan nedsætte antallet af dine hvide og røde blodlegemer og dine blodplader. Abemaciclib medfører oftest fald i de hvide blodlegemer. Som regel giver et lavt antal hvide blodlegemer ikke symptomer og er sjældent forbundet med feber. Hvis dine blodprøveresultater viser, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, kan din læge stoppe din behandling med Abemaciclib i en periode eller nedsætte dosis af Abemaciclib for at genoprette niveauet af de hvide blodlegemer.

Vigtigt

Hvis du får en af nedenstående symptomer, skal du kontakte lægen eller afdelingen omgående.

  • Feber over 38,5.
  • Kulderystelser.
  • Pludselig ændret almen tilstand.

Sådan følges din behandling

Du vil blive fulgt ved, at du regelmæssigt møder til blodprøver, undersøgelser og samtale, så vi kan sikre, at du kan tåle behandlingen, og at den virker. Vi vil også tale med dig om eventuelle bivirkninger. I løbet af de første 2 behandlinger, og indtil vi kan se, at dine hvide blodlegemer kan tåle behandlingen, vil du få taget en blodprøve hver 14. dag. Hvis dine blodprøveresultater viser, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, får du besked om at holde pause med Abemaciclib, og vi vil planlægge yderligere blodprøver. Når dine hvide blodlegemer er normale, vil du få taget blodprøver sammen med scanning ca. ved hver 3. behandling. I sjældne tilfælde kan der forekomme forhøjede levertal efter start på Abemaciclib. Vi følger derfor dine levertal i en blodprøve hver 4. uge - de første måneder.

Registrering af hvordan du har det med Abemaciclib

Mens du får Abemaciclib, er det vigtigt at du lægger mærke til, hvordan du har det. Fortæl altid din læge eller sygeplejerske om eventuelle bivirkninger, som du måtte have. Nogle af dine bivirkninger kan eventuelt behandles med medicin.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til din sygdom eller behandling, opfordrer vi dig til at skrive dem ned og tale med lægen eller sygeplejersken, næste gang du har tid i ambulatoriet. Ved mere akutte problemer eller bivirkninger, skal du ringe til Onkologisk Ambulatorium.

Redaktør