Dit samtykke
Informeret samtykke
Før du går i gang med en undersøgelse eller behandling i sundhedssektoren, kræver det, at du siger ja til den pågældende undersøgelse eller behandling. Det kaldes at give 'dit informerede samtykke'. Det sker mundtligt og vil blive skrevet ind i din journal.
Informeret samtykke betyder, at:
lægen skal sikre, at du har forstået undersøgelses- og behandlingsmulighederne og eventuelle risici i den forbindelse
du selv bestemmer, om den undersøgelse eller behandling, du er blevet tilbudt, skal sættes i gang
du på ethvert tidspunkt kan trække dit samtykke tilbage. For at trække dit samtykke tilbage, skal du henvende dig på det sted, hvor du er blevet undersøgt og/eller behandlet.
Krav til information, før du siger ja til undersøgelse eller behandling
Det er lægens vurdering, hvilken undersøgelse eller behandling du bliver tilbudt. Men det er din beslutning, om du vil tage imod tilbuddet. Den beslutning træffer du ud fra den information, som lægen giver dig. Det er fx information om:
hvad du fejler
undersøgelses- og behandlingsmuligheder
komplikationer og bivirkninger i forbindelse med undersøgelses- og behandlingsmulighederne
forebyggelse og pleje i forbindelse med undersøgelses- og behandlingsmulighederne
konsekvenser, hvis du ikke modtager behandling.
Give samtykke til at dele oplysninger om dit forløb med pårørende
Du skal give samtykke, før dine pårørende må få fortrolig viden om det undersøgelses- eller behandlingsforløb, du er i. Det kan fx være:
resultater af undersøgelse eller behandling
om du er vågnet efter en operation
at få oplysninger om dit forløb.
Pårørende er dem, du angiver som pårørende – fx ægtefælle, samlever, forældre, søskende, venner, nabo med flere.
Samtykket skal sikre, at det kun er de personer, du selv vælger, der får information om din sygdom og forløb. Dit samtykke skal som udgangspunkt gives skriftligt og gælder i ét år. Men du kan altid trække det tilbage.
Hvis du ønsker at give samtykke til dine pårørende, skal du spørge i din afdeling. Her kan du enten udfylde en papirblanket eller få en anmodning om samtykkeerklæring digitalt i Min Sundhedsplatform.
Give samtykke til at indhente og videregive oplysninger
Du kan som patient give samtykke i andre situationer. Fx når der skal udveksles oplysninger om dig med andre end sundhedspersonalet. Hvis der er behov for at indhente oplysninger fra andre eller at videregive oplysninger i forbindelse med din undersøgelse eller behandling, vil du blive bedt om at udfylde en samtykkeerklæring. Det kan ske både på en papirblanket eller digitalt, hvor du modtager en anmodning om samtykkeerklæring i Min Sundhedsplatform. Samtykkeerklæringerne kan altid trækkes tilbage, hvis du ønsker det.
Samtykkeerklæringen sikrer, at din afdeling må:
indhente oplysninger fra andre end sundhedspersoner til brug for din behandling
videregive relevante oplysninger fra din patientjournal til navngiven person, skole eller instans m.m.
Ret til at frabede dig svar
Du har ret til at frabede dig information om dit helbred og behandlingsmuligheder - fx om risiko for komplikationer og bivirkninger. Ønsker du ikke at kende resultatet af en undersøgelse eller behandling, skal personalet respektere dit ønske.
Hvis du ikke selv kan give samtykke
I så høj grad som det er muligt, skal du involveres i beslutninger om undersøgelser og behandling. Men hvis du ikke selv er i stand til at give dit samtykke, fx hvis du er bevidstløs, har meget dårlig hukommelse, svær demens eller psykose, kan en anden person få informationer om dit helbred og give samtykke på dine vegne. Normalt er det dine nærmeste pårørende, fx din ægtefælle, samlever, voksne børn eller andre slægtninge.
I tilfælde, hvor du ikke har nærmeste pårørende eller værge, kan behandlingen stadig gennemføres. Det kræver, at en sundhedsperson med faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i din behandling, er enig. I nogle situationer vil Styrelsen for Patientsikkerhed blive spurgt, om de er enige i behandlingen.
Når du mellem 15 og 17 år
Du har ret til at få information og give samtykke fra du er 15 år. Dine forældre bliver også informeret og inddraget i din stillingtagen til behandlingen. I særlige situationer kan informationen til dine forældre dog blive begrænset af hensyn til dig.
Når du er under 15 år
Hvis du er under 15 år, er det dine forældre eller den af dine forældre, der har forældremyndigheden, som giver samtykke til behandling. Men du har krav på at få information og at blive inddraget i informationen og beslutningerne.
Læs mere om informeret samtykke, tavshedspligt og aktindsigt som ung