En anden læges vurdering - second opinion

’Second opinion’ er et begreb, der bruges i hospitalsvæsenet, når du får en anden læges vurdering. Læs her om hvilke muligheder, du har.

Efterprøve diagnoser og behandlingsmuligheder

Oprindelig var 'second opinion' en mulighed, som læger brugte, når de ville have en anden kollegas syn på en sag. I dag er det et begreb, som patienter også anvender. For som forbruger af sundhedsydelser vil man undertiden gerne have efterprøvet den diagnose eller behandlingsmulighed, man har fået.

Du kan afprøve holdninger

Fx googler man sig ofte til viden og synspunkter, man gerne vil drøfte med lægen. Og når man samtidig bliver inddraget i beslutninger om undersøgelse og behandling, kan det ligge i naturlig forlængelse, at man gerne vil forhøre sig om en anden læges vurdering, hvis det er muligt. Nøjagtigt ligesom man spørger flere ejendomsmæglere om pris og betingelser, når man skal have solgt sit hus.

Som udgangspunkt har du ikke ret til en second opinion

Men som patient har du ikke en egentlig ret til at få en anden læge til at revurdere en diagnose eller behandling.

Hvis du oplever, at dit undersøgelsesforløb eller behandling er kørt ind i en blindgyde, kan du tale med din læge om muligheden for at blive henvist til et andet sted for at blive undersøgt eller behandlet påny. En anden mulighed er at kontakte en patientvejleder.

Læs mere om patientvejlederen

Sundhedsforsikringer tilbyder second opinion

Vær eventuelt opmærksom på om du har en sundhedsforsikring, der dækker udgifter til second opinion.  Hvis du fx føler dig usikker eller utryg i forhold til din diagnose eller behandling, kan du muligvis få dækket udgifterne til at få en anden læges syn på din situation. Andre sundhedsforsikringer giver adgang til internationale netværk af læger, der tilbyder second opinion.

Redaktør