Børn som pårørende - sådan passer du godt på dem

​Det kan være svært at håndtere alvorlig sygdom og forældreskab på én gang. Men det er vigtigt, at børn til et familiemedlem med en alvorlig eller langvarig sygdom bliver lyttet til og talt med. Vigtigt er det også at tage hånd om, at sygdommen ikke får konsekvenser for deres skolegang og sociale liv. 

Gode råd til at hjælpe og støtte børn med en syg forælder

130.000 børn og unge lever i dag med en alvorligt syg forælder, og mange af dem får ikke hjælp til at håndtere den sorg, der følger med. Her er række gode råd til at hjælpe og passe på børn under sygdom.

1. Åbenhed er vigtig

Børn kan hurtigt mærke, når stemningen i hjemmet ændrer sig. Derfor har de brug for tidligt at vide, hvis deres mor eller far er blevet syg. Også selvom du selv samtidig skal finde ud af, hvad der er op og ned i din nye situation. Børn har brug for en forklaring på, hvorfor mor og far opfører sig anderledes eller er kede af det, så de ikke begynder at gætte sig frem til det.

2. Børn reagerer på uvished

Som forældre kan vi ikke lide at gøre vores børn kede af det. Vi vil så gerne skåne dem. Men når børn kan mærke, at deres forældre er rystede eller følelsesmæssigt påvirkede, vil de hellere inddrages. De foretrækker med andre ord, at familien fortsætter med at tale sammen, som den hele tiden har gjort. Det er, når tavsheden tager over, eller samtalerne bliver anderledes, at børn begynder at mistrives. De kan blive mere vrede eller pylrede, end de plejer, blive stille og indadvendte eller tage for meget ansvar ved fx ikke at være besværlige eller fortælle, hvordan de har det.

3. Hvordan skal jeg fortælle, at jeg er syg?

Mange er usikre på, hvordan man skal fortælle om sygdom. Hvad kan børn tåle at høre, og hvad er de i stand til at forstå? Her er nogle råd:

  • Giv først dig selv lidt tid, så du har nogenlunde ro på dine egne reaktioner. Hvis du har brug for at vende dine tanker, inden du fortæller om sygdommen til dit barn/dine børn, kan du bruge patientorganisationernes telefonrådgivninger og rådgivningscentre. Nogle gange kan en enkelt kvalificeret snak gøre, at du kommer godt videre med samtalen.

  • Forbered dig på, hvordan du vil fortælle børnene om sygdommen. Måske har du og din samlever forskellige opfattelser af, hvad der er vigtigt for børnene at få at vide på nuværende tidspunkt. Find en måde at forklare om sygdommen på, som I begge to har det godt med. Husk dog altid at få fortalt børnene, at det ikke er deres skyld, at mor eller far er blevet syg.

  • Fortæl om sygdommen på samme tid, hvis I har flere børn, på et tidspunkt, hvor I alle alligevel er samlet.

  • Fortæl kun det, du ved på nuværende tidspunkt. Fortæl, hvem der også er blevet informeret.

  • Det er godt for børn at vide, at det er ligeså normalt at blive rigtig ked af det, som at have det som man plejer. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Men understreg det er vigtigt, at få talt med nogen, hvis man er ked af det eller bange. Aftal eventuelt med hvem.

  • Fortæl, at de ikke kan gøre eller sige noget forkert - hverken til jer eller til nogen andre.

  • Lad børnene stille spørgsmål og forsøg så godt som overhovedet muligt at rumme deres reaktioner.

  • Spørg eventuelt børnene, hvad de kender til sygdommen.

4.  Tænk over dit barns/børns alder

Dit barns/børns alder har både betydning for, hvordan de reagerer, og hvad de er i stand til at forstå. Her er række pjecer, som vejleder i, hvordan du kan støtte og hjælpe dit barn på forskellige alderstrin:

Aldersvarende støtte 0-2 år

Aldersvarende støtte 3-5 år

Aldersvarende støtte 6-12 år

Alderssvarende støtte 13-18 år

5. Hvordan støtter jeg op om mit barn/mine børn?

Når dit barn/dine børn ved besked om sygdommen, er næste opgave at tage hånd om den hverdag, der ligger foran jer. Her er nogle spørgsmål, du måske har brug for at vende eller afklare, så der kan blive handlet på det:

  • Hvordan synes du, dit barn/dine børn har reageret på og er påvirket af sygdommen?

  • Hvad bekymrer dig omkring dit barn/børn?

  • Hvordan tænker du, at der bedst kan støttes op omkring dit barn/dine børn?

  • Hvem har det daglige forældreansvar, mens du er indlagt og er i behandling? Er der udover mor og far, nogle bedsteforældre eller gode venner, der kan træde til og hjælpe med konkrete opgaver?

  • Er der sørget for, at skole, SFO og børneinstitutioner er orienteret om situationen, og at de løbende bliver orienteret fremover?

  • Har dit barn/børn brug for støttende tilbud?

Her er der hjælp at hente

Familierådgivning

Flere patientorganisationer tilbyder familierådgivning. Som oftest starter et forløb med en samtale, hvor kun forældrene er til stede. Sammen finder man en dagsorden for de følgende samtaler, hvor børnene er med. Til den indledende samtale kan I fx finde ud af, hvordan I bedst får passet på hinanden i familien, og hvordan I giver børnene mulighed for at komme frem med deres tanker og bekymringer.

Se en oversigt over patientforeninger på Sundhed.dk

Forældrenes bog - udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse

Et inspirationsmateriale til børneforældre, når mor eller far rammes af livstruende sygdom eller død. Familier, der er berørt af kræft, kan få bogen gratis ved at sende en mail til eland@cancer.dk, ellers koster den 125 kroner.

Læs mere om Forældrenes bog på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside

Børn, Unge & Sorg

Børn, Unge & Sorg hjælper børn og unge under 28 år, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge. Børn, Unge & Sorg rådgiver også forældre og netværket (fx øvrig familie, venner, kærester) om, hvordan man bedst kan støtte.

Læs mere om Børn, Unge & Sorg på Det Nationale sorgcenters hjemmeside

Samtalegrupper til børn

SKYGGEBØRN ønsker at hjælpe børn og unge, der har et behov - uanset årsag til sorgen. Skyggebørn driver 14 samtalegrupper og opretter løbende nye. Målet med grupperne er at hjælpe børnene til at sætte ord på deres følelser, samtidig med at de møder andre i samme situation. Skyggebørn tilbyder også individuelle samtaler og familiesamtaler, og alle tilbud er gratis.

Læs mere om Skyggebørn her

https://skyggeboern.dk/om-skyggeboern-for-boern-i-sorg/

Børn fortæller

Når mor eller far bliver syg? Hjemmesiden udviklet af Region Hovedstaden. Hør andre børn fortælle deres historie. Man kan også selv fortælle sin historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Læs mere på hjemmesiden Når mor eller far bliver syg

Børn og unge med hjertesyg forælder

Læs mere om børn og unge med hjertesyg forældre på Hjerteforeningens hjemmeside

Børn og unge, hvis forælder er blevet ramt af ulykke

Læs mere om børn og unge, hvis forældre er blevet ramt af ulykke på Ulykkespatient.dk

Børn og unge, hvis forælder har kræft

Læs mere om særlige tilbud til børn og unge, hvis forældre har kræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside

Børn og unge, hvis forælder er nyresyg

Download pjecen "Pårørende – livet med en nyresyg" fra Nyreforeningenshjemmeside

Børn og unge hvis forælder har sclerose

Læs mere om børn og unge, hvis forældre har sclerose på Scleroseforeningens hjemmeside

Redaktør