1. Spørg hellere for meget end for lidt
Det er vigtigt, at du forstår, hvad du skal undersøges for, hvad lægerne har fundet ud af indtil nu, og hvilken behandling du får. Accepter ikke svar, du ikke forstår!
2. Fortæl os om dine vaner
Det er godt at informere personalet om, hvad du får af medicin, også alternativ behandling, kosttilskud, naturprodukter, samt om du følger særlige kostråd. Du skal også sige til, hvis du er overfølsom overfor medicin, mad eller andet.
3. Skriv ned undervejs
Før gerne dagbog over det, du oplever, når du skal til samtale om undersøgelser og resultater. Ofte er det også en god idé at skrive dine spørgsmål til personalet og svarene på dem ned.
4. Flere ører hører bedre
Tag gerne din pårørende med, når du skal til samtale om undersøgelser og resultater. Det er en fordel, at flere har hørt, hvad lægen siger, så alle nuancer kommer med.
5. Lad eventuelt en anden tage samtalen
Hvis du selv mangler overskud, er du velkommen til at bede personalet om at gennemgå din sygdom og dine behandlinger med en af dine pårørende.
6. Godkend dig selv
Tjek dit navn og personnummer sammen med personalet, hver gang du skal undersøges, behandles eller have medicin.
7. Hør om operationen
Hvis du skal opereres, er det en god idé at tale igennem med lægen, hvordan operationen foregår, og hvilket indgreb, du skal have foretaget.
8. Sig til hvis det gør ondt
Det er vigtigt, at vi kender dine symptomer, også hvis de opstår andre steder, end netop dér, hvor du er syg.
9. Når du skal hjem
Husk at spørge om, hvordan behandlingen skal fortsætte, og hvad du selv skal gøre.
10. Kend din medicin
Du skal vide, hvad din medicin hedder, årsagen til at du tager den samt hvordan og hvor længe du skal tage den. Før en liste over al den medicin, du får. Sørg også for at kende medicinens eventuelle bivirkninger og spørg om, hvorvidt særlige typer mad eller drikkevarer kan påvirke behandlingen negativt.