Diabetesbehandlingen bliver samlet i én klinik for at skabe et bedre og mere sammenhængende forløb for diabetespatienterne og for at skabe de bedste rammer for at udvikle og forbedre diabetesbehandlingen på Nordsjællands Hospital.
- Vi ønsker hele tiden at udvikle og forbedre vores patientforløb og åbningen af Diabetesklinikken giver os mulighed for netop det. Vi skaber sammenhæng og mere overskuelighed for patienterne. De kan i Hillerød blandt andet samle flere ambulatorieaftaler på samme dag, hvis de har brug for at se andre specialister, siger overlæge Steen Andersen.
Patienterne har tidligere gået til kontrol i enten Frederikssund eller Hillerød. Det eksisterende tilbud i Helsingør fortsætter.
Nordsjællands Hospital har hver år omkring 11.000 ambulante besøg for diabetespatienter.
Nye forløb til Frederikssund
Når diabetespatienterne, der tidligere havde ambulante forløb i Frederikssund, rykker til Hillerød, rykker nye forløb til Frederikssund. Det drejer sig blandt andet om udredning og behandling af stofskiftesygdomme.
Yderligere oplysninger: overlæge Steen Andersen, Diabetesklinikken