Det er en både stærk og erfaren lederprofil, der fra 1. juni er tiltrådt som ny cheflæge for de to afdelinger Afdeling for Ældre- og Multisygdom samt Onkologisk og Palliativ Afdeling på Nordsjællands Hospital.
Mads Nordahl Svendsen kommer fra Klinisk Onkologi og Palliativ Enhed ved Sjællands Universitetshospital, hvor han igennem de seneste ni år har været cheflæge. Forinden har han række ansættelser på hospitaler i både Region Sjælland og i Region Hovedstaden.
Nu indtræder han i afdelingsledelsen for Afdeling for Ældre- og Multisygdom samt Onkologisk og Palliativ Afdeling. Begge steder sammen med chefsygeplejerske Lene Vibe Højer.
- Jeg glæder mig til at starte i afdelingsledelsen på to afdelinger med hver deres skarpe faglige profil, men også med rigtigt mange fælles patienter og patientforløb. Derfor ser jeg også frem til, at jeg sammen med mine kolleger, direktionen og alle de dedikerede medarbejdere skal blive endnu bedre til at udnytte synergien mellem afdelingerne og fagområderne til gavn for patienterne, siger Mads Nordahl Svendsen.